Østergade-projektet

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Op gennem 1930’erne blev der stadig større trafikale problemer inden for den planlagte bys rammer. Noget måtte gøres. Gaderne var dimensioneret og planlagt i en tid, hvor hestevogne var eneste transportmiddel. Med den stigende bilisme og stadig større rutebilsdrift var disse gader alt for smalle.

Al trafik blev stadig ledt ind gennem midtbyens gader med Torvet som knudepunktet, hvilket netop var tanken bag byplanen fra 1845. Og i 1930’erne var det fortsat sådan, at de to landeveje mødtes på Torvet: den nord/sydgående mellem Horsens og Viborg og den øst/vestgående mellem Aarhus og Ringkøbing/Herning.

Østergade som hovedvej

I 1937 beskrev politimester N. P. Nielsen i Silkeborg Venstreblad de håbløse trafikforhold på følgende måde: ”Gaden er med sin ringe bredde og sine sving vanskelig at passere ... Det er jo sådan, at et par biler, der holder stille, kan blokere hele trafikken … enhver standsning er næsten altid til gene for trafikken. Dertil kommer, at Østergade bliver en del af hovedvejen fra Aarhus over Silkeborg til Herning.” Den nævnte hovedvejsordning blev indført i januar 1938, hvor færdselspolitiet afmærkede “Hovedvej 15”s forløb gennem Silkeborgs bymidte. Hvilket også gjorde behovet for en løsning påkrævet.

Aarhusvejen og Langebro udvides

Helt tilbage i foråret 1933 havde man taget det første initiativ til at forbedre de trafikale forhold. På det tidspunkt påbegyndtes arbejdet med regulering af Århusvejens vanskelige forløb ned over Kildebakken.

I 1938 fortsatte man på Langebro, som var bygget af planker. Den blev bygget om til en moderne betonbro med asfaltbelægning og blev naturligvis samtidig gjort bredere.

Østergade-projektet

Næste skridt blev det største samlede bygge- og vejprojekt, der indtil da var gennemført i Silkeborg. Ophavsmand var borgmester Rasmus Bindslev og han blev også formand for “Udvalget for byens udvikling og bebyggelse”, der blev nedsat i april 1937 og som kom til at stå for dettte “Østergade-projekt”. Eller “millionprojektet”, som det blev kaldt i pressen.

Det blev præsenteret i april 1937 og skulle sikre den nødvendige regulering og udvidelse af Østergade, opførelse af en ny rutebilstation samt en forretnings- og beboelsesejendom - Østerport. I planen indgik også videreførelse af Christian 8.s Vej i lige linje til Viborgbroen - og en bredere bro.

Hensigten var “at rive de nuværende ejendomme langs den sydlige side af Østergade ned og opføre nye ejendomme seks meter længere tilbage. Derved bliver de skarpe sving på Østergade rettet ud, og der bliver betydelig bedre plads til at svinge ind på Østergade fra Viborgvej (Godthåbsvej).”

På et byrådsmøde 12. maj 1937 gav et enigt byråd sit samtykke til “at arbejdet … påbegyndes senest til efteråret.“ Så der blev travlhed henover sommeren. For som borgmesteren udtrykte det “Østergades udvidelse er et spørgsmål om mange penge, men vi kan ikke vise det fra os. Det må løses af det nuværende byråd.”

Et konsortium tager over

Kommunen begyndte i løbet af juli 1937 at opkøbe de berørte ejendomme på Østergades sydside og tillige det hæderkronede Hotel Silkeborg, der lå på den anden side af gaden, med henblik på nedrivning.

Senere overtog det lokale konsortium “Østerport” arealet, og kom derved til at stå for nedbrydnings- og byggearbejdet. Konsortiet bestod af tømmerhandler Reimar Nielsen, grosserer C. B. Jensen (Silkeborg Jern- og Stålforretning) murermester Magnus Jensen, ingeniør Boris Klindt, malermester Herman Rasmussen, arkitekt Knud Sørensen og landsretssagfører Poul Dahl.

Østerport

Det var planen, at nedbrydningen og genopførelsen af ejendommene på Torvet og Østergade skulle ske i tre etaper. Man forventede, at arbejdet skulle påbegyndes 1. april 1938 og kalkulerede med, at der blev gennemført et byggeafsnit i hvert af de efterfølgende tre år. Tidsplanen kom dog langt fra til at holde.

Første etape af det store byggeprojekt på Torvets østside kom i gang i august 1938 med nedbrydning af de berørte ejendomme. I slutningen af 1938 påbegyndtes opførelsen af bygningskomplekset "Østerport" og den bagvedliggende rutebilstation. Omkring 1. oktober 1939 stod den efter datidens forhold imponerende bygning klar til indflytning. 9. januar 1940 blev rutebilstationen indviet.

Efter planen skulle andet byggeafsnit påbegyndes 1. oktober 1939 med nedrivning af den næste række af ejendomme i Østergade. Og nybyggeriet med otte butikker ud til gaden skulle stå færdig til oktober 1940. Men det kom til at gå helt anderledes. Grundet krigen og efterkrigsårenes vareknaphed blev det andet byggeafsnit først opført i perioden 1952-54 og og det tredje og sidste i 1954-55.

Med afslutningen af hele Østerport-byggeriet var gadeudvidelsen endelig var en realitet. Skønt det var mere end 15 år efter, at hele projektet blev sat i gang. Blev den sidste rest af den smalle Østergade ned mod Østergadekrydset endelig erstattet af et gadeforløb i fuld bredde og uden flaskehalse til stor gene for trafikken.

Overhalet af udviklingen

Det uheldige for for projektets gennemførelse var, at besættelsen kom til at få afgørende indflydelse på dets afslutning og ikke mindst dets betydning.

I 1942 forsøgte kommunen at få videreført projektet, men det blev kun til et løfte fra konsortiets side “om snarest muligt efter krigens ophør (2-3 år) at fortsætte byggeriet … selvom det skal koste Østerport økonomiske ofre.” Der kunne åbenbart ikke samles den nødvendige kapital til fortsættelsen.

De helt akutte trafikproblemer blev derfor som omtalt ovenfor ikke løst, idet vejudvidelsen først blev endeligt afsluttet i midten af 1950’erne. Da var man allerede godt i gang med etableringen af ringvejssystemet.

De problemer, som den nord-sydgående trafik skabte, blev til gengæld løst i 1930’erne med gennemførelsen af Christian 8.s Vej. De øgede trafikale problemer her i de efterfølgende årtier blev klaret ved de omfattende nedrivninger langs Christian 8.s Vej i midten af 1970’erne … men det er en helt anden historie.

Hotel Silkeborg

Udvidelsen af Østergade var kædet sammen med en anden vejregulering. Det indgik nemlig også i planerne at føre Christian 8.s Vej igennem i lige linje over Østergade til Viborgbroen. Dermed kunne man lede den nord-sydgående trafik uden om byens hovedgader. Midt i den planlagte vejforbindelse lå det hæderkronede “Hotel Silkeborg” og kom altså til at ligge i vejen for udviklingen. Det blev derfor sammen med omkring ti andre ejendomme opkøbt af kommunen i juli 1937 med henblik på nedrivning. Dette arbejde gik dog først i gang 22. november 1938.

Christian 8. Vejs videreføres

Arbejdet med vejføringen på strækningen fra Christian 8.s Vej frem til Viborgbroen gik i gang i løbet af foråret 1939. Det trak dog ud med at færdiggøre dette vejstykke, fordi man valgte at flytte vejforløbet ud langs med søbredden ved at opfylde et hjørne af Silkeborg Langsø. Derved førtes trafikken nord om andelssvineslagteriet - i stedet for som hidtil syd om.

Det affødte etablering af et større vejkryds ved Søvej, ligesom Viborgbroen skulle gøres bredere. Men broarbejdet kunne kommunen trods alt overlade til Viborg Amt, for nu var man kommet på den anden side af kommunegrænsen.

Nybyggeri i Østergadekrydset

Det skal også lige nævnes, at på den grund, som opstod på hjørnet af Christian 8.s Vej og Østergade, blev der som erstatning for den hidtidige lille Shelltank i 1939 opført en moderne servicestation på den attraktive hjørnegrund. Op til den vestlige del af grundstykket lå L.C. Lauritzens virksomhed. Her blev den gamle beboelses- og butiksejendom ud til Østergade revet ned og også i 1939 erstattet af den nuværende i fire etager på Østergade 13. Derved blev det muligt også at trække byggelinjen tilbage på denne side af Østergade, hvilket var med til at øge gadens bredde på strækningen ned mod Langebro.