Damekomiteen

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Damekomiteen var betegnelsen for et initiativ, taget af Emma Arnssen, Cecilie Bindesbøll, Charlotte Drechsel, Elfride Fibiger, Marie Zeltner og Frederikke Zielian i 1864 med henblik på at skaffe godt, varmt undertøj til de Silkeborggensiske soldater, der gjorde tjeneste ved Dybbøl.

Vinteren 1864 var usædvanligt kold og de danske soldaters udrustning var ikke tilstrækkelig til at modstå kulden. Derfor indrykkede en kreds af Silkeborgs "bedre damer" i januar dette avertissement i Silkeborg Avis:

Foruden de mange andre savn, feltlivet medfører, gør den nuværende hårde vinter vore soldaters stilling dobbelt streng og byrdefuld. Det er derfor såre naturligt, at vi, der sidder hjemme om den huslige arne, den arne soldaten netop er kaldet til at forsvare, må føle en dyb og stærk trang til såvidt muligt at råde bod på disse yderligere savn. Vi undertegnede tillader os derfor at opfordre alle og enhver til efter bedste evne at yde bidrag af uldent undertøj, strømper, vanter, muffedisser og lignende ting, som straks skulle blive tilstillede de trængende soldater såvidt muligt herfra egnen. Ligesom undertegnede enhver især med glæde modtage gaver af nævnte slags såvel som pengebidrag i ovennævnte anledning, således må vi specielt bede erindret, at savnet netop nu er stort, og at den, som giver straks og afhjælper den første nød, giver to gange. Silkeborg den 6te januar 1864

At initiativet blev en stor succes ses dels af udførlige lister over bidragene, som jævnligt bragtes i avisen, dels af adskillige takkeskrivelser fra soldater ved fronten, som med stor glæde havde modtaget hjemmestrikket undertøj, sokker og lignende.