Gustav Wieds Vej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Gustav Wieds Vej, 1980. Foto: Erik Frendrup Jensen.

Gustav Wieds Vej er opkaldt efter forfatteren og dramatikeren Gustav Wied (1858-1914), hvis mest kendte roman er "Livsens Ondskab" fra 1899. Gustav Wied balancerer i sine værker oftest mellem en ironisk-kynisk distance og en dyb følsomhed. Det giver en dobbelthed i de noveller og satyrshistorier, som forfatteren blev kendt for. Som romanforfatter var Gustav Wied også iscenesætter. Det originale i bøgerne var deres kompositionsteknik. I fremstillingen kombinerede forfatteren sine forcer fra novellen og skuespillet, således at teksterne blev bygget op over et forløb af små historier, der bestod af en hel række dramatiske optrin.

Gustav Wieds Vej ligger i Digterkvarteret i Gl. Balle i den nordligste del af Silkeborg. Der er forbindelse med stisystemer til de tættest beliggende naboveje.

Gustav Wieds Vej er som de fleste veje i kvarteret præget af en blandet palet af parcelhuse og pænt anlagte haver med buske og frugttræer.

Vejen har haft dette navn siden den blev anlagt, og Balle Villaby blev etableret i løbet af 1960'erne.


Beliggenhed: Gustav Wieds Vej er beliggende i Silkeborg, Balle By.