H. C. Branners Vej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
H.C. Branners Vej. Juni 2003. Foto: Susanne Linton

H.C. Branners Vej er opkaldt efter forfatteren H. C. Branner (1903-1966), som er mest kendt for romanerne "Legetøj", "Rytteren" og "To minutters stilhed". H.C. Branner var en af efterkrigstidens fremtrædende skikkelser inden for kultur og litteratur. Forfatteren var populær hos danskerne, fordi hans historier handlede om den virkelighed de selv følte, de levede i. Samtidig var teksterne skrevet i et letforståeligt sprog. Branner skrev ikke kun romaner og noveller med stor psykologisk indsigt om mennesker i krise. Han skrev også dramatik, og han bidrog til kulturdebatten. Branner var bekymret for humanismen under begyndelsen af den kolde af krig. Han befandt sig på venstrefløjen men lagde klart afstand til bl.a. Sovjets nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956. Han markerede sin egen linje ved at være medredaktør til det politisk uafhængige tidsskrift, Perspektiv.

H.C. Branners Vej ligger i Digterkvarteret i Gl. Balle i den nordlige del af Silkeborg. Vejen er præget af parcelhuse og pænt anlagte haver som de fleste gader i kvarteret. Den har haft dette navn siden den blev anlagt, og kvarteret Balle Villaby blev etableret i 1960'erne.


Beliggenhed: H. C. Branners Vej er beliggende i Silkeborg, Balle By.