Hejren

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Hejren ved kajen i havnen i Silkeborg.

Hjejleselskabets største skib "Hejren" blev efter en ekstraordinær generalforsamling i 1908 bestilt hos Kjøbenhavns Flydedok & Skibsværft for at imødekomme den stærkt stigende turiststrøm til Silkeborgegnen. Båden er den eneste i flåden, der er stabelafløbet i Silkeborg, idet den blev leveret i sektioner, der blev samlet på beddingen og færdiggjort inden søsætningen lørdag den 15. maj 1909.

Hejren søsættes 15. maj 1909. Silkeborg Avis havde bekostet en fotograf til at forevige den store begivenhed.

Kr. Himmelfartsdag, den 20. maj, blev "Hejren" officielt indviet og herefter sat ind i driften. Den samlede pris løb i alt op i 54.270 kr.

"Hejren"s hovedmål : Længde 26,90 m., bredde 6,00 m., dybgang 1,20 m., bruttotonnage 80,70 tons. Skibet var udstyret med 2 skruer, drevet af 2 af hinanden uafhængige høj- og lavtryksdampmaskiner på tilsammen 75 hk. Det daglige kulforbrug androg ca. 700 kg. "Hejren" blev af Skibstilsynet indregistreret til 282 passagerer (i dag 180 pass.)

Damperen var, efter datidens forhold, flot udstyret med bl.a. dæk i oregon-pine, 4 vandtætte skot, dampspil, maskintelegraf, cisterner med drikkevand, kahytten var hvidlakeret med lyseblå plyssæder og små runde mahogniborde og hængelamper af messing. Det første år var "Hejren" sortmalet som "Hjejlen", men allerede i 1910 blev den malet hvid, ligesom fortaget ret hurtigt blev sænket for at forbedre udsynet fra styrehuset.

Under 1. verdenskrig, da kulpriserne steg voldsomt, blev der fyret med træ og under 2. verdenskrig, hvor kullene var rationeret, måtte man ty til fyring med tørv. Tilstrømningen af passagerer i de sidste år under besættelsen, hvor selskabets motorbåde var lagt op, var til tider så voldsom, at selv om "Hejren" ofte havde slæbebåd med, måtte man sejle fra hundredevis af mennesker på de travle sommerdage.

I starten af 60'erne viste det sig at kedlen var ved at være slidt op og i vinteren 1965-66 blev maskiner og kedel hejst op og erstattet med 2 Mercedes V-6 dieselmotorer, samtidig blev bundpladerne under maskin- og kedelrum udskiftet, i 1966-67 blev ombygningen fortsat med bygning af ny lukket kahyt og nyt rummeligt styrehus og endelig i 1967-68 blev der monteret borde og polstrede bænke i kahytten. Samtidig betød ombygningen endvidere at besætningen blev nedsat fra 4 til 2 personer, fører og bedstemand (billettør).

I dag er "Hejren" særdeles populær som selskabsbåd til bl.a. bryllups- og firmasejladser, da der er fast bordplads til 64 spisende gæster i den opvarmede kahyt og på de travle sommerdage sættes den også ind i rutesejladsen. Båden drives nu af 2 stk. 6 cyl. Ford Beta dieselmotorer på tilsammen 240 hk., der giver en topfart på ca. 8 knob.

For at forbedre manøvreevnen blev der i 2005 installeret en bovpropel.


Læs mere : http://www.hjejlen.com