Jørgen Maibom

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Jørgen Asger Maibom (1922-2006) seminarielektor og modstandsmand (Militærgruppe, Modtagegruppe og Sabotagegruppe Vest).

Jørgen Maibom blev født i Herning og begyndte på Th. Langs Seminarium i Silkeborg i 1941. Han tog lærereksamen i 1946 og blev lærer ved det danske skolevæsen i Sydslesvig, først i Brebøl, senere i Sdr. Brarup. Efter studieår i England 1950-51 kom han til den danske mellem- og realskole Ansgar i Slesvig.

Han blev i 1961 ansat som lektor ved Th. Langs Seminarium, hvor han underviste til sin pensionering i 1984.

Aktiviteter

Udover det fagligt-pædagogiske arbejde på seminariet, var han aktiv i kirkeligt ungdomsarbejde som medlem af FDFs hovedbestyrelse, af bestyrelsen for Silkeborg Højskole og i en årrække dennes formand. Han var desuden medlem af Silkeborg Kirkes Menighedsråd.

Gennem 14 år var Jørgen Maibom konsulent for DANIDA og Folkekirkens Nødhjælp i et skoleprojekt i Arcot Lutherske Kirke (ALC) i Sydindien - et projekt der restuarerede og byggede skoler samt gennemførte kursusvirksomhed for de omkring 600 lærere.

Medlem af Dansk Samling

Jørgen Maibom var da krigen brød ud organiseret pacifist på baggrund af sit kirkeligt baserede hjem og sit aktive arbejde inenfor FDF. Efter 9. april 1940 og tyskernes besættelse af Danmark ændrde han imidlertid holdning - begrundet i en stigende vrede over regeringens samarbejdspolitik. I august 1941 meldte han sig derfor ind i Dansk Samling, hvilket blev hans vej til aktiv modstand.

Modstandsarbejde

Med seminarielev Jens Thellefsen som første gruppeleder og våbeninstruktør og med kammeraten Ivar Vad som tæt samarbejdspartner i den første tid, kom Jørgen Maibom ind i modstandsarbejdet. Det tog for alvor fart efter 29. august 1943, hvor den danske regering trådte tilbage efter en lang række af strejker og uroligheder vendt mod tyskerne og regeringen og blev intensiveret, efter at politiet blev taget 19. september 1944. Aktiviteten kulminerede i hektisk aktivitet i foråret 1945 helt frem til få dage før den tyske kapitulation 5. maj 1945.

Jørgen Maibom var indgik i undergrundshæren: Region II (Midtjylland), Sektion L, Silkeborg Distrikt (O), Udrykningshold I. Og var tillige tilknyttet Sabotagegruppe Vest.

Arkiv

Jørgen Maiboms privatarkiv indgår i Silkeborg Arkiv (A767).

Litteratur

Jørgen Maibom har bidraget til "Fra besættelse til befrielse" (1995) med erindringen Da freden kom" (side 49-51).

Se endvidere: Distrikt 14 - om våbenmodtagegrupperne i Distrikt Silkeborg og deres aktiviteter 1944-1945 (Lars Peter Sørensen, 1984), side 85.