Logen Mitra

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Logen Mitra i Silkeborg er en arbejdende Sankt Johannesloge under Den Danske Frimurerorden.

Logen blev stiftet i 1927 som en såkaldt broderforening og havde fra starten til huse i tagetagen af ejendommen på hjørnet af Torvet og Søndergade. Ejendommen ejedes af Silkeborg Handels- og Landbrugsbank.

Da banken i 1957 ønskede at inddrage lokalerne til bankbrug tog en kreds af brødre inititativ til at erhverve ejendommen Sejsvej 19, som husede Restaurant Skovbakken. Til formålet blev stiftet den selvejende institution Skovbakken, som erhvervede ejendommen med henblik på, at stille lokaler til rådighed for logens møder. For at sikre det økonomiske fundament bortforpagtedes restaurationslokalerne til en restauratør.

I de første år afvikledes logemøderne i restaurationens lokaler, men i 1966 opførtes en egentlig logesal som en tilbygning på 190 m2, der således udelukkende var til logens eget brug.

Siden er logebygningen også blevet hjemsted for en såkaldt Sankt Andreas-instruktionsloge, ligeledes under Den Danske Frimurerorden. Logens navn er Sub Rosa.

Som nævnt var logen Mitra fra stiftelsen en såkaldt broderforening, men allerede i 1929 fik den lov til at blive en såkaldt instruktionsloge. Instruktionsloger kan ikke optage nye brødre i Ordenen, men ved en ekstraordinær tilladelse fik Mitra allerede i 1966 tilladelse til at foretage optagelser i 1. grad, men i navn af logen Mitra moderloge, som var Sct. Clemens i Århus.

I forbindelse med logen Mitras 75 års dag i 2002 blev logen omdannet til en arbejdende Sankt Johannesloge under samme navn. Omdannelsen indebar, at logen nu kunne foretage optagelser og forfremmelser af brødre i eget navn.

Navnet Mitra er betegnelsen for en bispehue - som findes i Silkeborg By's byvåben.