Pasilac

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

De Danske Sukkerfabrikker overtager midt i 1970’erne Paasch & Silkeborg Maskinfabrikker og De Danske Mejeriers Maskinfabrik i Kolding, og hermed er vejen banet for fusionen Pasilac i 1977. Navnet Pasilac er en sammensætning af Paasch (Pa), Silkeborg (si) og det latinske ord for mælk, lactos (lac).

De Danske Sukkerfabrikker gennemtvinger en arbejdsdeling mellem de tre oprindelige virksomheder i Silkeborg, Horsens og Kolding. Virksomheden opdeles i diverse divisioner. Virksomheden i Silkeborg holder i alle årene til på adressen Pasteursvej 1.

Pasilac fastholder positionen som global sværvægter inden for udstyr til mejeridrift og levnedsmiddelsektoren generelt. Blandt andet udvikles udstyret til osteproduktionen gevaldigt. Virksomheden i Silkeborg er en af de store aktører i det danske feta-eventyr fra 1970’erne.

Pasilac Silkeborg bliver midt i 1980’erne engageret i et stort projekt i USA. Det ender skidt, og der tabes rigtigt mange penge på USA-eventyret. Måske er det med til, at De Danske Sukkerfabrikker (Danisco) vælger at sælge Pasilac til det engelske firma APV i 1987.

De Danske Sukkerfabrikkers ejerskab af Pasilac varede i godt 10 år, og den periode fik afgørende betydning for virksomheden. Den udbyggede sin position generelt inden for levnedsmiddelbranchen. Og udviklingen fra at være maskinfabrik til at blive en ingeniørfirma blev åbenlys. Overgangen til at være et projekterende ingeniørfirma blev katalyseret af firmaet Danish Turnkey Dairies (DTD), som blev grundlagt i Aarhus i 1969. DTD blev en ubehagelig konkurrent for de traditionelle maskinfabrikker på området, heriblandt Paasch & Silkeborg. DTD spurgte kunderne om, hvad de ville have – og så leverede man efterfølgende det ønskede. DTD hentede så de nødvendige komponenter hos underleverandører, f.eks. hos Paasch & Silkeborg! DTD var den nye tids ingeniørvirksomhed, som lagde mere vægt på kundernes ønsker end egne vante produkter. De Danske Sukkerfabrikker købte også DTD og sammenlagde denne pionervirksomhed med Pasilac i 1986. Og året efter blev det samlede Pasilac solgt til engelske APV.

Reference: Arne Christiansen: Et vanskeligt barns omtumlede opvækst (i Medarbejderen august 1995). Keld Dalsgaard Larsen: Made in Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1995)