Peter Vilhelm Carl Kyhn

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Jysk skovegn. Motivet er hentet ved Silkeborg. 1845. Olie på lærred, 77,5x104 cm. Statens Museum for Kunst. Udstillet på Charlottenborg 1846. Kyhns billeder indvarslede generationer af kunstneres dyrkelse af Silkeborg-egnen.

Peter Vilhelm Carl Kyhn (1819-1903) blev uddannet hos C.W. Eckersberg og J. L. LundKunstakademiet fra 1836-43 og er blevet kaldt den sidste af natinalromantikkens store landskabsmalere. Han var således meget tro over for den oprindelige tradition. Han mente, at maleriet helst skulle ligne et prospektkort. Motivet skulle være dansk, gerne et typisk jysk skov- eller hedelandskab, og meget ofte skulle der være en bakke i forgrunden. Kyhn foretrak at male sine stemningsfulde lyriske billeder enten i morgenlys eller ved solnedgang. Han fremhæves især for sin evne til at male himlen, skyerne og vejret.

Kyhn fandt hovedsageligt sine motiver på Himmelbjergegnen og kom der allerede i 1845. Det var dog først fra 1866, at han blev en årligt tilbagevendende gæst.

Han er især kendt for sine skildringer af det midtjyske landskab med søerne og dets skovrige, mennesketomme, uberørte skønhed.

Når bøgen sprang ud blev han rastløs og drog fra sit såkaldte "huleatelier” eller "huleakademi" i København ud i det danske land. I flere år havde han følgeskab eller fik besøg af elever eller venner. Det var navne som Carl Møller, Godfred Christensen og Harald Foss.

Fast gæst på kroen i Ry

Hvert år i perioden fra 1872 til 1901 fra sankthans til hen imod jul var Kyhn gæst på kroen - det nuværende Ry Park Hotel i den unge Ry Stationsby. Når han var ankommet spredte rygtet sig ”Kyhn er kommet” og en stor skare slog følge med den gamle maler fra stationen til kroen. Han blev også benævnt "Den gamle mester" og ofte tiltalt som "Mester". På sine ældre dage lignede han en mellemting mellem en vildmand og en sej hvidhåret olding, og han gik under navnet "Byens bedstefar". Han hilste til højre og venstre. Drengene råbte halløj og Kyhn delte bolcher ud.

Han havde et lille træhus, der hurtigt kunne tages ned og pakkes sammen og flyttes, når han havde fundet et nyt sted at male. I mange år efter hans død stod dette træhus ved en gård på bakken ved hans mindesmærke.

Kyhn malede stemningsfuldt og i sine senere år insisterede han på at male billederne færdige i det fri. Selvom han forekom åben og tillidsfuld, havde han sine egne, ofte lidt sære idéer og meninger. Han var overbevist om at ingen fisk smagte som gedderne fra søerne ved Ry.

Kyhn brød sig ikke om de mere moderne tider f. eks. afskyede han cykler, som han påstod fik skikkelige drømmere til at køre i øst og vest og anrette ulykker. Det bedrøvede ham meget, at træbroen ved Rye Mølle blev erstattet af en betonbro. Engang malede han ved Ry en vippebrønd, hvor stangen var en kroget egegren, men da denne stang blev erstattet af en ny og mere lige udbrød han "Den er alt for pæn".

Kun én ting fascinerede ham barnligt, og det var da kroen fik telefon. Der stod den gamle mand foroverbøjet i lyttende stilling med halvåben mund og opspilede øjne og udtrykte sig på følgende måde: "Det være langt fra mig at forstå et muk af det hele, men hvad det dog er for snurrigt og morsomt stykke legetøj.

Noget som Kyhn absolut ikke brød sig om var Himmelbjergtårnet, og han malede det aldrig. Han omtalte det som "Himmelpinden", "Pegepinden" eller "Blyanten" og ofte lod han en ikke naturtro gren eller et træ dække det. Engang sad han ved Alling og malede og samtalen mellem Kyhn og en bondemand skal have faldet således: "Hvorfor skal tårnet ikke med?" "Åh, det passer ikke så godt i landskabet!" "Nå-å, det er vel, fordi det er et venstretårn", sa' bonden (det var venstremænd der rejste tårnet).

Lidenskabelig fisker

Kyhn var en lidenskabelig fisker og ofte tog han venner og elever med på tur i en gammel halvrådden båd, men han mente den var god for den havde køl. Mange bemærkede hans ejendommelige fiskegrej, men for ikke kyndige har han sikkert brugt det lokalkendte kolpe- og knudetøj. Da han havde en personlig rettighed til at fiske, gjorde han ofte det besynderlige at skjule sin fangst i sin hvide malerparaply. "Jeg kan ikke lide, at folk skal se, at jeg har mere ret, end de har”, sagde han. Om søndagen fiskede han aldrig. "Da skal fiskene have ro", sagde han. Måske kan man tilskrive dette, at Kyhn var en tro grundtvigianer.

En anden lille sjov historie om Kyhn minder lidt om én, som også er fortalt om Harald Foss' virke på egnen. Han malede et gammelt ægtepar foran deres husmandssted. Da han senere mødte dem andetsteds, havde de solgt det for 500 kr. Men de ville gerne vide om Kyhn stadig havde maleriet. Nej, det havde han solgt for 5.000 kr!!!

Der findes i dag sammenlagt over 100 malerier og tegninger fra Kyhns hånd med motiver fra Himmelbjergegnen. Det er svært at fremhæve nogle frem for andre. Nogle mener, at "Sildig Sommeraften" 1863 fra Ryområdet er hans allerbedste og smukkeste maleri.

Kyhnsminde

Afsløringen af hans mindesten fandt sted i smuk solskinsvejr søndag 28. august 1910. Silkeborg Avis beskrev mindesmærket i sin reportage: "En ganske almindelig bornholmsk Granitsten, med Brandstrups fortrinlige, veludførte Reliefmedaljon af den gamle kunstner. Stenen, der er 4 alen høj og vejer 4500 pund, er arrangeret på smuk og stilfuld måde midt i en stendysse, og det hele har et yders jævnt og fordringsløst præg som den gamle kunstner selv."

En overordentlig stor menneskemasse gik i procession med Ry bys fire foreningsfaner til stedet, der var pyntet med egeløv, blomster og laurbærkranse foruden at hele området var omkranset af dannebrogsflag. Man sang én til lejligheden skrevet kantate, og der blev holdt flere taler bl.a. af højskoleforstander Bogø fra Thestrup og Kyhns lokale ven, læge Isager. På stenen ses et reliefportræt af Kyhn og under det står teksten: "Landskabsmaler Vilh. Kyhn - Denne egns store skildrer. Egnens folk, hans venner satte denne sten".

Kunstmaleren Carl Møller, der var elev af Kyhn, skænkede en bronzemedaljon udført af billedhuggeren Brandstrup. Gårdejer Anders Andersen skænkede grunden på toppen af Lynghoved - i dag kendt som Kyhnsminde.