Tre fromme søstre Linå, Dall og Bjara (sagn)

For mange hundrede år siden boede der i nærheden af kroen, hvor vi nu befinder os, tre søstre ved navn Linå, Dall og Bjara, der var ligeså kendt for deres fromhed som for deres rigdom. Deres fader, en grusom viking, overgav ved sin bortrejse på et plyndringstogt sine skatte til deres omsorg og forsvandt så fra jordens overflade, dræbt i et slag, myrdet eller druknet. Hans døtre gravede da guldet op og delte det imellem sig i stedet for at lade det ligge, så det kunde have pyntet i skabene i vore dages Oldnordisk Museum! De besluttede alle tre at bruge en del af deres rigdom til et godt formål, nemlig til at bygge en kirke, hvilket var skik og brug på den tid. Snart knejsede tre gudshuse ved bredden af den nærliggende sø på det sted, hvor landsbyerne Linå, Dallerup og Bjarup nu ligger. Disse gudfrygtige jomfruer roede over vandet både til ottesang, messe og aftensang; det vilde have været ganske opbyggeligt for den omboende befolkning, om der havde været nogen til at se dem; men Jylland var dengang kun en trist og bar ørken og helt ubeboet.

"Min Ring, min Ring", råber Bjara

En søndag morgen roede de tre søstre som sædvanlig over søen; Bjara roede, Linå styrede, medens Dall var ivrigt optaget af at finde bibelteksterne i sin bønnebog. Nu lægger båden til, og søstrene hopper i Land; da savner Bjara med ét sin guldring, som hendes eventyrlystne fader har foræret hende: "Min ring, min ring", råber Bjara, "en eller anden må have taget den - den er borte, stjålet!", og hun giver sig til at lede i hver krog af båden uden dog at have held med sig, så bliver hun vred og nedkalder forbandelse over den mand, kvinde eller skabning, som har berøvet hende smykket.

Ål, Karper, Laks, Aborrer og Flyndere kastes på Land

Hendes forbandelse lyder højt og frygteligt, forgæves prøver søstrene at berolige hende: "Bjara, kære Bjara, hvor kan du være så ond", udbryder Dall, og Linå græder bitterligt. Deres overtalelser er omsonst; men da de når kirkedøren, begynder vandet i søen at stige, gå over sine bredder og lidt efter lidt brede sig ud over dalen, så søbunden ligger tør, og fisk som ål, karper, laks, aborrer og flyndere kastes på land på heden. "Det er en fisk, som har slugt min ring", udbryder Bjara triumferende, og hurtig og skarpsindig som en politibetjent mønstrer hun de forskellige fisk. Ålen vrider sig, flynderne slår kolbøtter i luften - de er uskyldige. Gedden spiler gabet vidt op og siger: "Stik blot fingrene ned, så får du fat i noget - men bare ikke i din ring". Da får hun øje på en oppustet karpe, som ligger pibende og stønnende på et leje af siv. "Her har vi den skyldige", råber hun, tager en hårnål ud, skærer den ubarmhjertigt op og trækker sin tabte skat op af dens mave. På ny bliver vandene oprørte og trækker sig med fisk og det hele tilbage til søbunden.

Bjarup Sø omdannedes i tidens løb til Bjarup Mose

Af en eller anden grund forvandt søen aldrig Bjaras forbandelser; den blev efterhånden grødet og tørrede ind, og Bjarup Sø omdannedes i tidens løb til Bjarup Mose. Lad os se, hvorledes forbandelsen ramte Bjaras Kirke. Grunden gav kort tid efter; nogle siger på grund af oversvømmelse; den er nu en ruinhob, hvor imod Dallerup og Linå begge står som maleriske minder, selvom de nok er noget præget af forskellige kirkeværgers smag.

Kilde

Sagnet om de tre fromme søstre Linå, Dall og Bjara er gengivet i den engelske forfatter Horace Marryats rejsebeskrivelse dateret 21. juni 1859.

Det gengives også i en lidt kortere udgave i A. L. Drewsens optegnelser af folkesagn fra Silkeborg og omegn - i: Fra og om Silkeborg, s. 161-162.

Kommentar

Sandhedsværdien i sagnet er tvivlsom, men navnene på de tre søstre peger i retning af de nuværende stednavne Linå, Dallerup og Bjarup.