Midgårdsvej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Midgårdsvej er opkaldt efter Midgård, menneskenes verden i nordisk mytologi. Som navnet antyder, ligger Midgård midt imellem Asgård og Udgård. Midgård er ikke videre beskrevet i de islandske Edda-digte, hvorfra man kender de fleste af myterne om de nordiske guder. Blot vides det, at regnbuen Bifrost danner bro mellem Midgård og gudernes verden, Asgård, samt at Midgård er omspundet af en kæmpemæssig slange, h[ttp://da.wikipedia.org/wiki/Midgårdsormen Midgårdsormen].

Sagasvej munder ud i Midgårdsvej, som forbinder Huginsvej og Rolf Krakesvej, hvor den dog er spærret. Den er præget af villaer og parcelhuse. Ligesom de fleste andre veje i Hvinningdal er Midgårdsvej anlagt i begyndelsen af 1970'erne. Flere andre gader med navne fra den nordiske mytologi eller navne fra gamle danske sagn ligger i dette område.

Gadenavne hentet i den nordiske mytologi og i sagnhistorien

Efterhånden som byen Silkeborg voksede, blev gader og veje samlet i navnegrupper for overskuelighedens skyld. Også ved udstykninger i nyere tid har man såvidt muligt videreført dette princip. I Hvinningdal, navnlig som sideveje til Hvinningdalvej, opstod kvarteret med navne hentet i den nordiske mytologi og i sagnhistorien.

Disse gader er: Adilsvej, Asgårdsvej, Bjarkesvej, Frejasvej, Fyllasvej, Gefionsvej, Gimlesvej, Granesvej, Heimdalsvej, Huginsvej, Lokesvej, Midgårdsvej, Mimersvej, Odinsvej, Reginsvej, Rolf Krakes Vej, Sagasvej, Sleipnersvej, Skjoldsvej, Thorsvej, Trymsvej, Udgårdstoften, Udgårdsvej, Udgårdsvænget, Valhallavej, Valkyrievej, Vidarsvej, Ydunsvej og Ægirsvej.


Beliggenhed: Midgårdsvej er beliggende i Silkeborg, Hvinningdal.