Ørnsø Hvilehjem

Ældste foto af Ørnsø Pensionat, ca. 1896. Det kan ses på taget, at den højre side af bygningen er bygget til senere. Denne del er opført med hulmur. Bygningen til venstre er lavet i massiv mur uden isolering.

Ørnsø Pensionat (1890-1935)

Ørnsø Hvilehjem er en af de ældre bygninger i Silkeborg, som oprindeligt blev bygget som pensionat omkring 1890 som en form for aflastning af Silkeborg Bad. I folkemunde er ejendommen Gjessøvej 43-47 mest kendt som Ørnsø Hvilehjem eller Ørnsø Plejehjem, da den fungerede som sådan fra 1. oktober 1949 til slutningen af 1983.

Det var teglværksejer Chr. Christiansen, som byggede og ejede Ørnsø Pensionat i starten af 1890´erne. Hans kone, Marie Christiansen, var pensionatværtinde. Hun sørgede for gæsterne, som hovedsageligt boede på Ørnsø Pensionat, fordi det var billigere her end på Silkeborg Bad. Silkeborg Bad var startet som kursted i 1883, og det blev hurtigt en succes. Langt fra alle patienter kunne bo på stedet, og i de efterfølgende år startede forskellige pensionater i nærheden, bl.a. Aggerholm, Solbakken, Skovlyst og Trouville.

Ørnsø Pensionat udbyggedes af flere omgange. I 1916 blev en del af den nordlige bygning opført. Det gik dog lige stærkt nok, og det endte med, at ejeren af Ørnsø Pensionat i 1917 fik en bøde på 8 kr. for at have startet byggeriet uden tilladelse.

Fra ca. 1890 til 1935 har der været forskellige ejere. Efter teglværksejer Chr. Christiansen figurerede fiskehandler R.P. Petersen i en længere periode mellem 1910 og 1930. I starten af 1930´erne ejedes pensionatet af "Pensionatejer A. Jepsen".

Adressen er skiftet gennem årene:

  • 1925: Ørnsøvej 33
  • 1933: Ørnsøvej 119
  • 1970: Gjessøvej 43
  • 1985: Gjessøvej 43-47

Ørnsø Pensionat blev til Kornmod Ørnsø (1935-1941)

Ørnsø Pensionat fungerede frem til midten af 1930´erne. I 1935 købte Ungdomsskolen Kornmod´s unge forstander Stig B. Skole Ørnsø Pensionat med det formål at drive efterskole. Men tilstrømningen af elever til præliminærkurser og efterskolen samt senere realskole og studenterkursus på skolen i midtbyen gjorde, at bygningerne i stedet kom til at fungere som skolehjem, nu med navnet "Kornmod Ørnsø" som senere blev til "Skolehjemmet Ørnsø".

I 1938/1939 var følgende (voksne) faktisk opført på adressen: Skoleforstander Stig B. Skole, Lærer Folke Johansen, Lærer Aksel T. Andersen, Lærerinde E. Nedergaard, Husassistent Inga J. Nielsen og Husassistent E. Nielsen.

I forsommeren 1941 solgte Stig B. Skole bygningen videre til Morten Haumai, der ønskede at indrette efterskole i bygningerne.

Tyske soldater inden afrejsen efter krigens afslutning 1945

Den tyske besættelsesmagts brug af Ørnsø Efterskole (1942-1947)

I løbet af 1942 viste den tyske besættelsesmagt betydelig interesse for hele området omkring Silkeborg Bad. D. 4. juni 1942 blev Silkeborg Bad inspiceret af tyskerne til meget stor forundring og under kraftige protester fra bl.a. Silkeborg Bads overlæge Arne Portmann.

31. oktober lukkede Silkeborg Bad for sin sæson, og få dage senere ankom fire tyske officerer, som hurtigt satte sig i besiddelse af hele det store område. Mod Silkeborg Bads bestyrelses vilje blev der indgået en lejekontrakt med en årlig leje på 250.000 kr. Den blev senere efter tysk diktat nedsat til 90.000 kr. Dette protesterede bestyrelsen kraftigt imod - hvorefter leje blev nedsat endnu en gang til 45.000 kr!

På dette tidspunkt eksisterer det tidligere Ørnsø Pensionat som Ørnsø Efterskole. Ifølge bogen Gefechtstand Silkeborg Bad blev der i starten af tyskernes periode på Silkeborg Bad drevet en form for smugkro og/eller madudleveringssted til de lokale ansatte på bygningsarbejderne på Silkeborg Bad.

Efter bruddet med tyskerne d. 29. august 1943 blev Silkeborg officielt regeringsby, og i den forbindelse blev de administrative opgaver mere end fordoblet I starten af 1944 blev der placeret en bom på tværs af Ørnsøvej (nuværende Gjessøvej), og der blev etableret en hovedvagt lige ved Ørnsø Efterskoles bygninger. Tyskerne overtager Ørnsø Efterskoles bygninger og navngiver dem "Ørnsee" og "Hohe Tauern". Bygningerne blev bl.a. brugt til at huse vagtmandskab, skomager, skrædder, våbenværksted og urmager.

Efter krigens ophør i 1945 var der flygtningelejr på Silkeborg Bad frem til sommeren 1947. I betragtning af, at Silkeborg og Silkeborg Bad i den periode husede omkring 4500 flygtinge må det også anses for sandsynligt, at bygningerne blev brugt til dette formål.

Ørnsø Hvilehjem (1949-1984)

I 1949 købte Jens og Inger Simmelsgaard bygningerne og startede Ørnsø Hvilehjem d. 1. oktober 1949. Inden længe boede der 30 mennesker på hvilehjemmet. I 1951 købte diakon P. Mortensgaard og hans kone en halvpart, og i 1955 solgte ægteparret Simmelsgaard deres halvpart til Mortensgaard.

Mortensgaard drev herefter Ørnsø Hvilehjem i otte år frem til 1963, hvor stedet igen kom i familien Simmelsgaards eje. Jens og Ingers Simmelsgaards datter, Ingrid, var blevet uddannet sygeplejerske, og hun flyttede sammen med sin mand, Niels Toft, ind i en nybygget bestyrervilla i haven. Denne villa ligger i dag på adresen Kroghsvej 2.

I 1974 vendte Inger Simmelsgaard tilbage som bestyrerinde, da datteren og svigersønnen nu boede i Grove ved Sunds som følge af svigersønnens præsteembede.

I Midtjyllands Avis d. 1. oktober 1974 beskrives beboerne som "..hovedsageligt personer, der ikke primært kan komme på de kommunale institutioner". Men det var mere end svært at få nogle af beboerne til at flytte i forbindelse med nedsættelsen af beboerantallet, og dette sagde en del om sammenholdet og miljøet på stedet.

Hvis man ser den sydlige del af bygningen fra Gjessøvej, så var hvert vindue et værelse. I midten af bygningen var der en gang og på den anden side ud mod haven et tilsvarende antal værelser. De mindste værelser har været 7-8 m2, så det har været meget småt med plads. Der var spisesal rummet bagved den nuværende udestue, der vender ud mod Gjessøvej, og i nordenden var der køkken, grovkøkken og fadebur.

I slutningen af 1960´erne og starten af 1970´erne var der en længere korrespondance mellem ejeren Pastor Niels Toft (gift med Ingrid Toft, født Simmelsgaard) og Silkeborg Kommune. Efter indstilling fra bl.a. Brandkommisionen og kredslægen ønskede kommunen at nedbringe antallet af patienter fra 28 i 1966 til til 18 i starten af 1970´erne. I 1966 er der 7 wc´er og 7 badeværelser, altså et wc og et bad for hver syv beboere.

En del af beboerne beskrives i sagfremstillingen fra Det Sociale Udvalg som "..psykiatriske patienter". Videre hedder det at "...gennemsnitalderen er lav" og "....beboerne lider ikke af legemlige sygdomme".

På grund af brandfaren havde Silkeborg Kommune først og fremmest kig på rømning af de fire værelser på 2. sal. Problemet for kommunen var, at der i starten af 70´erne var mangel på kommunale plejehjemspladser, og derfor trak reduktionen af beboerantallet betragteligt ud.

I 1972 er Silkeborg Kommune på inspektion for at se på forholdene. Her konstateres det, at bl.a. køkkenet er i dårlig stand, og det kræves istandsat. Dette bliver efterfølgende gjort. I 1975 blev der givet byggetlladelse til en lejlighed på 132 m2 på 2. sal med bl.a. tre værelser, badeværelse og stue. Her boede Inge Simmelsgaard efter, at hun var vendt tilbage som bestyrer af Ørnsø Hvilehjem i midten af 1970´erne

Ørnsø Hvilehjem fungerede fra 1975 frem til årsskiftet 1983/1984 med ca. 17 beboere. Kommunen opsagde driftsaftalen med ægteparret Toft, og flyttede de sidste beboere til andre plejehjem i slutningen af 1983. Bygningerne blev sat til salg gennem Sejs Ejendomskontor til en kontantpris på 850.000 kr. Der var forskellige interesserede, som bl.a. ønskede at bruge bygningerne til Rudolf Steinerskole, men det kom ikke til almindelig handel. Mens ejendommen var til salg, var der i en kort periode husvildeboliger.

Kreditforeningen Danmark begærede i slutningen af 1984 ejendommen på tvangauktion, og den gennemførtes 20. marts 1985. Prisen var lige under 800.000 kr.

Ørnsø Hvilehjem foråret 2012.

Efter tvangsauktionen i 1985

Det var ægteparrene Per og Bodil Mortensen samt Erling og May-Britt Thybo, som købte Ørnsø Hvilehjem på tvansauktion. De gik herefter i gang med en total-renovering, og allerede i sommeren 1985 var de fire lejligheder med mange fællesfaciliteter klar til indflytning. Idéen var at lave et semi-bofællesskab, og på forskellig vis og med forskellige beboere har Ørnsø Hvilehjem fungeret sådan siden. Per og Erling kendte hinanden bl.a. gennem ØBG´s håndboldherrer, og senere flyttede flere ØBG´ere ind, bl.a. Knud Erik Hansen. Siden 1985 har der boet ca. 50 forskellige personer i huset.

I dag består Ørnsø Hvilehjem af fem lejligheder af forskellig størrelse. Den mindste lejlighed er 61 m2, mens den største er 245 m2. Der er fælles vaskehus og fælles udearealer på den 3030 m2 store grund.

Senest ændret 27. april 2015 kl. 10:36