Elletrunterne

Der findes Elletrunter mange steder i Danmark – Elletrunterne i Silkeborg befinder sig ved den østlige bred af Remstrup Å, i åløbet ovenfor Nåege.

Elletrunter findes man i almindelighed langs bække, åer, søer eller i moser. Det er stubbe fra gamle elletræer, hvis rødder delvis er over vandet, så de nærmest fremtræder som jordknolde. For at kunne klare at stå med rødderne i vand hele året danner træerne en krans af støttende rødder. De fornyr hele tiden sig selv ved at skyde friske skud fra de gamle stammer. Ofte rådner de gamle rødder nedenunder væk. Derved kommer det til at se ud som om elletræet står på stylter.

Elverfolket har fået navn efter elletræer, fordi de vokser på fugtige steder, hvor der ofte dannes tåge og dis. Når det blæser kan det godt se ud som om, der i tågen bevæger sig nogle dansende skikkelser. I følge folketroen fortryllede elverfolket menneskene. Blev man fortryllet, var man elverskudt eller ellevild (vanvittig). Det sagdes, at hvis man så en elverpige forfra, var hun vidunderlig smuk. Bagfra lignede hun en elletrunte – og havde hul i ryggen. Måske inspireret af Elletrunterne i Remstrup Å nævner H.C. Andersen flere gange i sine naturskildringer sådanne særprægede elletrunter. Det sker bl.a. i “Dynd-Kongens Datter”: »Her midt i Mosen, veed Du, er ligesom en Sø,« sagde Storkefader, »Du kan see et Stykke af den, naar Du vil lette Dig; derop til Rørene og det grønne Hængedynd laae en stor Elletrunte; paa den satte de tre Svaner sig, sloge med Vingerne og saae sig om.« og i: “Elverhøi”: Den tredie var af en ganske anden Slags, hun havde lært i Mosekonens Bryggerhuus og det var hende som forstod at spække Elletrunter med Sanct Hans Orme.