Fredensgade

Fra WikiSilkeborg
Version fra 23. jul 2015, 19:51 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Fredensgade set fra Torvet, 1928

Fredensgade fik sit navn på et byrådsmøde 10. september 1896, hvor man behandlede et andragende fra beboerne i Granskoven. De anmodede om, at vejen fremtidigt måtte blive kaldt "Fredensgade".

Silkeborg Avis citerer 11. septembet 1896 formanden for kommunalbestyrelsen for at have sagt: "Dette navn skal, siger andrageren, være et symbol på den fred og ro, der herefter sænker sig i denne gade."

Før da hed området Plantagen, Granskoven eller Reberbanen - navne som brugtes i flæng. Fra kirken og hen over det område, hvor Torvecentret og Busterminalen er beliggende, var der oprindelig en lille skovbevoksning med fyrretræer, hvoraf de sidste med mindelser fra den tid måtte lade livet i 1986. Men her var også rebslager Holsts reberbane og endelig blev arealet brugt af beboerne som tøjtørreplads. På gadens østlige side lå tidligere Fredensgades Afholdshotel (Fredensgade 5) og Kornmod Realskole (Fredensgade 9), der i 1961 overtog Silkeborg Seminariums bygninger i Skolegade. Falcks Redningskorps / Falckstationen havde til huse i Fredensgade 17.

Trafikproblemer i midtbyen

De stærkt stigende trafikale problemer i midtbyen op igennem 1960'erne medførte, at Silkeborg Kommune i årene 1965-75 opkøbte den gamle karré Kirkebakken - Fredensgade - Christian 8.s Vej med henblik på sanering. Det skete i 1973-76 i forbindelse med Christian 8.s Vejs store udvidelse.

Busterminal

På det tilbageværende areal anlagdes i 1977 en ny holdeplads for bybusserne, som igen i 1990-92 blev erstattet af Torvecentret m.v. og Bybusterminalen.

15. december 2011 nedlagdes busterminalen på Fredensgade. Samtidig blev et nyt centralt stoppested på Godthåbsvej indviet. Ændringerne skete i forlængelse af den store omlægning af busruterne i slutningen af august s.å. og som led i planerne om et nyt stort butikscenter og underjordiske parkeringspladser på Torvet. Busterminalen blev i stedet flyttet til banegården


Fredensgade er beliggende i Silkeborgs midtby.