Fredensgade

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Fredensgade set fra Torvet, 1928

Fredensgade fik sit navn på et byrådsmøde 10. september 1896, hvor man behandlede et andragende fra beboerne i Granskoven. De anmodede om at vejen fremtidigt må blive kaldt "Fredensgade".

Før da hed området Plantagen, Birkeskoven eller Reberbanen - navne som brugtes i flæng. Fra kirken og hen over det område, hvor Torvecentret og Busterminalen er beliggende, var der oprindelig en lille skovbevoksning med fyrretræer, hvoraf de sidste med mindelser fra den tid måtte lade livet i 1986. Men her var også rebslager Holsts reberbane og endelig blev arealet brugt af beboerne som tøjtørreplads. På gadens østlige side lå tidligere Afholdshotellet (Fredensgade 5) og Kornmod Realskole (Fredensgade 9), der i 1961 overtog Silkeborg Seminariums bygninger i Skolegade. Falcks Redningskorps / Falckstationen havde til huse i Fredensgade 17.

De stærkt stigende trafikale problemer i midtbyen op igennem 1960'erne medførte, at Silkeborg Kommune i årene 1965-75 opkøbte den gamle karre Kirkebakken - Fredensgade - Christian 8.s Vej med henblik på sanering. Det skete i 1973-76 i forbindelse med Christian 8.s Vejs store udvidelse. På det tilbageværende areal anlagdes i 1977 en ny holdeplads for bybusserne, som igen i 1990-92 blev erstattet af Torvecentret m.v. og Busterminalen.


Fredensgade er beliggende i Silkeborgs midtby.