Frederik Carl Christian Lindberg

Version fra 14. sep 2019, 14:21 af Henrik Torp (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Frederik Carl Christian Lindberg, 1860-1931, forfatter, gartner, landmand, foredragsholder konsulent, m.m...

Frederik Carl Christian Jensen

Frederik Carl Christian blev født den 12/6 1860 i Dommerby i Fjends herred, som søn af indsidder og arbejdsmand Jens Christian Sørensen og Gjørre Kirstine Jensdatter og startede altså sit liv med at hedde Jensen til efternavn. Han blev udlært som smed og arbejdede også som sådan i Dommerby. Der gik dog kun få år, før hans andre interesser trak stærkere og han lagde hammeren fra sig. Da han i 1891 debuterede som forfatter med digtsamlingen Skjæmt og Alvor var det under navnet Fr. Lindberg og han tog da også navneforandring i 1905.

Fr. Lindberg 1860 - 1931. Billedet er lånt fra Skiveegnens Jul 1981.

I 1892 blev han gift med Ane Else Marie Andersen, som var fra Haarup og i 1897 solgte de huset i Dommerby for 1400 kr. og flyttede til Silkeborgs omegn. Familien Lindberg flyttede meget omkring, så hvor de slog sig ned i 1897, ved vi ikke, men i 1901 boede de i Sejs, 5 år senere i Villa Arafat i Balle.

”Vores gamle ven fra Dommerby”

Sådan kaldte Holstebro Dagblad ham i en artikel i 1912 og ikke uden grund. Fr. Lindberg var både som afholdsagitator, foredragsholder og skribent meget aktiv i egnen mellem Silkeborg, Skive og Holstebro. Især Skive Folkeblad nød godt af hans mange artikler og digte.

Allerede i 1880 bragte Folkebladet nemlig hans første lille artikel, som snart skulle blive til flere. I starten var de hovedsagelig hverdagsbetragtninger over fx årstiderne eller børn, men hans skriverier tog senere fat på langt dybere og mere filosofiske og videnskabelige emner, som fx forholdet mellem rig og fattig, forholdet til Gud og jordens (og Danmarks) historie.

Artiklerne afslører tydeligt, at den lille smed fra Dommerby ikke har fjollet sine fritimer bort, men tværtimod har brugt dem til at læse og uddanne sig. Han refererede til tidens tænkere og forfattere og sågar det finske nationaldigt, Kalevala, citerede han i en længere artikelserie, som han kaldte ”En Fodtur Danmark Rundt”, som Skive Folkeblad bragte i 1894 og som førte ham fra ”konfektgnaskende dagdrivertøse” på Kongens Nytorv, de fattiges gravsteder på Vestre Kirkegård, over Fyn i selskab med en spillemand, til Rødding Højskole og hjemad via Skjern og pastor Moe. Hele rejsen beskrev han i yderst velskrevne causerier over ting og mennesker, som gjorde indtryk på ham og som han og som han tydeligvis brændte for at gøre ligeså vigtige for avisens læsere.

Han startede dog sin fodtur i Silkeborg, som han beskrev således:

”Vi begynde i Silkeborg, denne pyntelige By med sine nye Huse, snorlige Gader og sit hyggelige Torv, - med sin en Gang virkende, saa stillestaaende og nu atter gaaende Papirfabrik, med sine omgivelser af blanke Søer, store Skove, sandede Agre, høje Lyngbakker og røde Grusgrave.

Silkeborg, hvor Præsten er Smed og Træskomageren Præst, er Oplysningens og Arbejdets By: om det første taler dens udmærkede Undervisningsanstalter, og et Bevis paa det andet turde være, at man paa Torvet har sat et minde om en af vort Lands bedste og ædleste Arbejdere, gamle Drewsen.

Ude omkring i Silkeborg-Skovene, oppe paa Bakkerne og nede i Dalene bygge og bo en nøjsom, trofast arbejdende og frihedselskende Slægt, der med Flid bearbejder den magre Jord for at aftvinge den sparsom Afgrøde og med kyndig Haand udhuler Skovenes Tømmer for at omdanne det til Træsko til Brug for den træskotrædende Menneskehed.”

I sine skriverier fremstår Fr. Lindberg som en mild og humanistisk indstillet person, så da han i 1918 holdt et foredrag, hvor han talte om

”...den Skade, der sker ved, at usunde Mennesker uden Spor af Kontrol eller hæmmende Baand har Lov til at degenerere Slægten legemlig og aandelig; det tøjlesløse, uhæmmede Begær, der sætter alle andre Hensyn til Side … det at en Mand sætter Afkom i Verden uden Spor af Kontrol og uden Spor af Udsigt at han kan ernære disse, er af den slags Ting, der trykker Samfundet.”

var såvel tilhørere som Holstebro Dagblad en anelse overraskede.

"en ejendommelig mand"

Ved hans død i 1931 skrev Silkeborg Socialdemokrat i hans nekrolog:

”... var en ejendommelig Mand med mange Interesser. Og hvad han beskæftigede sig med, gik han op i med Liv og Sjæl. Bedst kendt er saaledes hans energiske Arbejde for Solsikkedyrkningen, ligesom han var meget virksom indenfor Indførelse af en bestemt Sort Kartofler, der efter hans Mening skulde være særligt frugtbare. Det lykkedes dog ikke for ham at finde Jordbund for sine Ideer i større Udstrækning.”

Mens han boede i Balle stiftede han – og var formand for – Alderslyst Afholdsforening og var i flere år en flittig foredragsholder og agitator for afholdssagen samtidig med, at han drev det, han selv beskrev som en pæn, lille bedrift med 2 svin og 2 køer plus en god arbejdshest. Han solgte også tørv fra Villa Arafat, men satte den pludselig til salg for ”4000 kr. på Betingelse af at Handel kan finde Sted indenfor 8 Dage.”

Lindberg var øjensynlig en mand med mange forskelligartede talenter. Om han nogensinde fik succes med denne - lidt sære - forretning, vides ikke

I 1912 flyttede Lindberg og familien til Holstebro, hvor han nedsatte sig som dyrker af kartofler og solsikker og han blev hurtigt en aktiv mand, idet han både var med til at stifte en ”udstykningsforening”, som havde til formål at hjælpe småkårsfolk med at købe jord og en kartoffelsorteringscentral, for hvis bestyrelse han også var formand. En opstilling på 6.-pladsen på Venstres liste til byrådsvalget blev det også til.

I 1914 var han tilbage i Silkeborg og boede nu i Villa Solrose i Balle.

I følge Skive Folkeblad skulle Fr. Lindberg i 1918 være langt fremme med at få pengestærke folk i Silkeborg til at investere i en solsikkemelsfabrik i byen; ligesom Nordisk Film på hans foranledning skulle være i færd med at optage en film i Silkeborg og omegn, som skulle skildre solsikkedyrkningens historie. Det har dog ikke været muligt at finde spor efter hverken fabrik eller film. Den tanke melder sig i denne forfatters hoved, at Lindberg måske var lige lovlig hurtig til at omsætte ønsketænkning til virkelighed, når han henvendte sig til aviserne. Men det kan selvsagt heller ikke bekræftes ...

Fra 1920 og til hans død, kan vi kun følge ham i artikler og debatindlæg i aviserne, hvor han agiterer for dyrkning af solsikker, som åbenbart ikke var særlig kendt herhjemme, men hvis frø ville kunne erstatte store mængder kraftfoder til en billigere penge. Ifølge en artikel i Skiveegnens Jul 1981, skulle det være lykkedes for Lindberg at få anlagt en andelsdrevet solsikkefabrik i Varde, hvor der skulle forarbejdes solsikkemel. Desværre brændte fabrikken og den blev ikke genopført.

Artiklen i Skiveegnens Jul fortæller ligeledes, at Lindberg var den første i Danmark, der begyndte at lave ensilage, at han i Silkeborg udgav et blad ved navn Fremtidens land og at han opførte og udlejede primitive granhytter til vandrende unge; ingen af delene har det været muligt at få bekræftet.

Han slog også kraftigt til lyd for indførelsen af en kartoffelsort ved navn Burbank, som han havde lært at kende via ”en amerikansk Mand” og som både skulle være særdeles højtydende og stort set immun over for kartoffelskimmel.

Han udbød da også læggekartofler af denne sort til salg via annoncer og fra adresser i bl.a. Gjern, Funder og Alling. Ved sin død boede han i Svejbæk. Hvorfor familien flyttede så meget omkring, ved vi ikke, men ”pengemangel” er et ord, der dukker op, når man læser om ham.

Faksenbær m. fl.

Det er dog som forfatter, han er mest interessant for Silkeborg og dens historie. I 1957 forærede kommunebud Arne Andersen Centralbibliotekets lokalhistoriske samling en lille bog ved navn En æventyrlig Ræjs fra Selkebaarr te Himmelbjer, skrevet af en der kaldte sig Faksenbær. Bogen var udgivet af forfatteren selv og Silkeborg Avis formodede, at den var blevet solgt ved dørsalg. Hvem forfatteren var, vidste de ikke.

Bogen, som er skrevet på ”et noget hjemmelavet midtjysk”, udkom i 1902 og er en satire over forskellige forhold i Silkeborg omkring århundredeskiftet. Det siger sig selv, at på så mange års afstand er det ikke muligt at forstå alle Faksenbærs/Lindbergs satiriske svirp, men Knejpkuranstalten og de forædte og fordrukne bedsteborgere, der frekventerer den, får en omgang. Der stikkes også til egnens mange beværtninger og – i særdeleshed – til forskellene på de små og store i samfundet og hvad de hver især kan tillade sig eller ikke tillade sig.

Nogle af historierne (som faktisk er lange vers) handler om personer – og høns – som er så præcist beskrevet, at samtiden utvivlsomt har vidst, hvem de var, og hvilke dårskaber der berettigede dem til en plads på den æventyrlig Ræjs.

I den sidste historie fanger Lindberg en hugorm på Himmelbjerget og siger til den:

”Aam aassæ do haar Gift, æ stuæ aa stærk, ska do allæ faastyr dem smo i djæ Værk.”

Man får en fornemmelse af, at det er talt direkte ud af Lindbergs hjerte.

Frederik Carl Christian Lindberg døde på Amtsygehuset den 6/6 1931 og ligger begravet på Linaa kirkegård.

Bibliografi

Fr. Lindberg: Skjæmt og Alvor (digte 1891)

Fr. Lindberg: Mæ aa dæ (noveller 1893)

Fr. Lindberg: En gammeldaws Bøj (tekster 1894)

Fr. Lindberg: Gammel Skrammel (noveller 1895)

Fr. Lindberg: Jærnbaan Aalhaan (noveller 1899)

Faksenbær: En æventyrlig Ræjs fra Selkebaar te Himmelbjer (digte 1902)

Mardonius: Mas Tots Maskinrejs te Rannes (roman 1902)

Fama: Ulvemennesket eller Den sorte Svane paa Himmelbjergsøerne (roman 1924)

Fr. Lindberg: Mæ aa dæ. Smaating i jydsk Mundart (2. udgave 1905)

Fr. Lindberg: Fællesbrønden (dramatik 1908)

Fr. Lindberg: Eventyr-Rejse fra Strandskoven til Banegaarden (tekster 1910)

Fr. Lindberg: Den Sommerby Smeds Oplevelser (tekster 1926)

Kilder

Silkeborg Avis/Midtjyllands Folkeblad

Silkeborg Socialdemokrat

Skive Folkeblad

Holstebro Dagblad

Skiveegnens Jul 1981

Dansk Skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950

Arkivalieronline.dk

danishfamilysearch.dk

Senest ændret 14. september 2019 kl. 14:21