Frydensbjerg

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Frydensbjerg er navnet på det bakkedrag, der ligger øst for Remstrup Å og ovenfor Havnen i Silkeborg. Området ses endvidere angivet med navnene “Østermarken” – i modsætning til “Vestermarken”, hvor Silkeborg by anlagdes i 1846, og “Fattiggårdsmarken”. Da der fra 1940'erne etableres almennyttigt boligbyggeri i området synes navnet "Århusbakken" at tage over - her finder man jo netop også den gamle landevej mellem Sillkeborg og Århus - Århusvej.

Navnet “Frydensbjerg” er overleveret som naturnavn så tidligt som i Markbogen fra 1683 i formen: Fryden biere, og senere på et Matrikelkort af 1791 (afskrevet 1847) som Frydensbjerg. 1683-skriveformen viser at navnet er sammensat af ordet fryd “årsag til glæde, tilfredshed” med nedertysk -en genitiv + bjerg 'forhøjning, bakke'. Navne på Fryden- er ret almindelige, især som nyere gård- og husnavne, men ikke i marknavne af en hvis ælde, som her. At det forekommer i et marknavn allerede i 1683 er ret usædvanligt, idet ord der udtrykker abstrakte begreber som glæde, sorg og skønhed som regel findes fra slutningen af 1600-tallet og til 1800-tallet. Lokalitetens nærhed til Silkeborg Slot kan dog være en grund til navnets eksistens, evt. navngivet af en tidligere ejer, der beherskede nedertysk.

Det første byggeri her på toppen var Silkeborg By- og Amtssygehus, tegnet af arkitekten Anton Rosen og opført i 1902. Samme år kom turen også til fattiggården, der flyttedes her op på sine jorder fra en placering på Markedsgade. Fattiggården fik da navnet ”Frydensbjerggård”.

Navnet "Frydensbjerg" genfindes endnu i navnet på den kolonihaveforening, der etableredes her mod syd i 1919. Siden 1940’erne har området udviklet sig til et moderne bykvarter med nærbutikker, skole og flere uddannnelsesinstitutioner.

Endelig synes navnet på gartneriet, der lå i byens vestlige bydel - "Frydenslund" at være inspireret af stednavnet Frydensbjerg.