Ændringer
Fra WikiSilkeborg
De første år synes Hattenæs at skifte ejer ganske ofte. Jeppe Rasmussen er allerede nævnt. Det var ham, der så mulighederne og opbyggede den hyggelige skovrestauration med et storladent indgangsparti og dekorative træudskæringer.
Da han døde i 1893 blev stedet en kort periode overtaget af hans datter, Fanny Marott. Hun var gift med socialdemokraten [https://da.wikipedia.org/wiki/Emil_Marott Emil Marott ] og parret var på dette tidspunkt bosiddende i Horsens. Derefter skiftede stedet ejer fire-fem gange indtil Julius og Marie Rasmussen overtog det i 1903.
== Rasmussen-æraen==30. april 1903 bliver det bekendtgjort i Silkeborg Avis, at Gl. Hattenæs er overtaget af “styrmand [[Julius Rasmussen|Rasmussen]], Silkeborg, ejer af dampbåden ”Hjalmar” ”[[Hjalmar|Hjalmar]]” ... der vil etablere en billigere og hyppigere bådforbindelse mellem Silkeborg og etablissementet”. Om denne plan blev til noget, vides dog ikke. Men derefter var der ro på ejerskabet de næste 75 år.Julius Rasmussen var med i driften af restauranten med tilhørende pensionat med syv værelser til sin død i 1944. Og nåede før sin død at opleve, at Gl. Hattenæs fik lov at holde åbent hele året - det skete i 1942.Derefter førte hans hustru virksomheden videre, godt hjulpet af sønnen Svend og svigerdatteren Kathrine Rasmussen, som overtog den i 1958. Efter mandens død i 1973 drev Kathrine Rasmussen stedet videre til hun i 1978 solgte det til Silkeborg Kommune - 14 dage før hun kunne have fejret, at stedet havde været i familiens eje i 75 år.
Julius Rasmussen var med i driften af restauranten med tilhørende pensionat med syv værelser til sin død i 1944. Og nåede at opleve, at Gl. Hattenæs fik lov at holde åbent hele året - det skete i 1942. Derefter førte hans hustru virksomheden videre, godt hjulpet af sønnen [[Svend Rasmussen|Svend]] og svigerdatteren Kathrine Rasmussen, som overtog den i 1958. Efter mandens død i 1973 drev [[Kathrine Rasmussen]] stedet videre til hun i 1978 solgte det til Silkeborg Kommune - 14 dage før hun kunne have fejret, at stedet havde været i familiens eje i 75 år. == Bygningerne==
Da Julius og Marie Rasmussen overtog Gl. Hattenæs bestod bygningskomplekset af den første hovedbygning, en sal og et tilliggende hus, som oprindelig var beboelse. Siden blev det til adskillige udvidelser.
I 1922 blev der bygget en to-etages bygning til i vest. Den rummede i stuen bl.a. en fælles spisestue og på første sal værelser for overnattende gæster. Andre udvidelser gennem årene bestod dels i, at beboelseshuset blev inddraget til restauration, at verandaen i den ældste bygning blev lukket og andre verandaer bygget til.
Hovedrummet i den gamle bygning var særpræget med en åben loftskonstruktion og jernbånd til at holde sammen på tagkonstruktionen. Der var også en musiktribune med udskåret træværk og træsøjler omgivet af blomsterkasser.
På væggene blev der, formodentlig først i 1900-tallet, malet tre malerier - af det første Hattenæs, af åen ved Brassø og [[Elletrunterne|elletrunterne]] og af [[Havnen]] i Silkeborg med den gamle [[Århusvej]] og [[Hjejlekiosken]]. De havde nok ikke stor kunstnerisk værdi, men blev af mange opfattet som lokalhistoriske klenodier. Det var desværre ikke muligt at redde dem ved nedrivningen i 1982, fordi de var malet direkte på væggens pudslag. == Så var det slut==
Gl. Hattenæs’ skæbne blev beseglet 10. april 1978. Da besluttede Silkeborg byråd at købe stedet med overtagelse allerede 15. april. Derfor blev driften omgående indstillet og senest 1. juni skulle lokalerne være tømt. Så 16. maj 1978 blev borde, stole, køkkengrej, bestik og service - meget af det fra før århundredeskiftet - solgt på auktion.
Købet skete af “byplanmæssige årsager” og for at sikre offentlig adgang til området. Planen var, at der til sin tid skulle etableres et “marina-anlæg” ved søbredden. Senere på året købte kommunen også Ny Hattenæs og [[Ludvigslyst]] i Svejbæk, som dog fik lov at køre videre med forpagtere. == Unge husbesættere==
Til manges store fortrydelse henlå bygningerne i fire år og forfaldt mere og mere, og i november 1982 blev nedrivning en realitet, da Silkeborg Kommune ikke ønskede at bevare det særprægede kulturminde. I dagene op til, at byrådet skulle beslutte at gennemføre nedrivningen, rykkede 15 unge mennesker ind i en af bygningerne og holdt den besat i tre dage. De forlod den dog, da regnen strømmede ned gennem taget, der var blevet ødelagt under en hjemmeværnsøvelse nogle dage forinden.
I læserbreve begrundede de unge, hvorfor de havde “indtaget” Gl. Hattenæs. De mente, at man burde restaurere de bevaringsværdige bygninger og etablere et ungdomshus eller et musikhus. De flyttede ikke ind, for at bo der permanent - selvom de stod uden bolig.
I samme forbindelse anmeldte byrådets tre SF’ere [[Hjemmeværnets Politikompagni ]] for “hærværk”, men det fik heller ikke nogen opsættende virkning. Beslutningen blev taget og ført ud i livet. 27. november 1982 bragte [[Midtjyllands Avis ]] følgende lakoniske meddelelse “De forfaldne rester af et sted, som for mange silkeborgensere og turister rummer mange minder, Gl. Hattenæs, blev i går revet ned af Kingo Karlsens nedbrydnigsfirma, efter byrådsbeslutningen forleden”. Dermed var en epoke slut. [[Kategori:Restauranter & værtshuse]]
