Ændringer

Ifølge en annonce i [[Silkeborg Avis]] fra 19. maj 1896 åbnede endnu et traktørsted i et privat hus ved siden af. Det kaldte sig “[[Ny Hattenæs]]” og kunne byde både på “nymonterede værelser og fuld pension”. Vi må formode, at det hurtigt har været nødvendigt at kunne skelne disse to helt selvstændige traktørsteder fra hinanden. Tænk hvis man tog det forkerte sted hen.

Alligevel kan vi resten af den sommer se, at både foreninger og virksomheder tog stedet til sig. Lørdag 4. august var [[Silkeborg Papirfabrik|papirfabrikken]]s arbejdere sammen med fabriksejer [[Niels Cay Erasmus Strøyberg|Strøyberg]] og hans hustru således på skovtur med dampbåden [[Juliane ]] og en pram til Hattenæs. Og 12. august var “Silkeborg Klub” “[[Silkeborg Klub]]” på udflugt. Denne bød på sejlads med [[Hjejlen ]] til Slåensø, spadseretur derfra til Svejbæk. Herefter selskabet blev sejlet til Hattenæs, hvor der var arrangeret fællesspisning og dans. == Ad vandvejen ==Hattenæs blev altså hurtigt et yndet udflugtsmål og der kom hele tiden nyt til, der kunne gøre et besøg festligt - det kan vi også følge i annoncer og omtaler af forskellige arrangementer. I 1890 blev der åbnet en keglebane. Og i en annonce, der blev bragt både i Aarhus Stiftstidende og Jyllands Posten i maj 1891, får vi at vide, at nu har restauratøren indrettet et pensionat. Han afslutter med at opremse alle stedets fortrin “Smuk beliggenhed” - “Gode værelser” “Moderate priser” - “Daglig dampforbindelse”. Det sidste var muligt, fordi [[Hjejleselskabet]] allerede i 1888 fik etableret en [[Anløbsbroer for rutebådene|anløbsbro]] ud for Hattenæs. Sådan som det skete alle steder på ruten ud til [[Himmelbjerget]], hvor der blev indrettet sådanne traktørsteder. Men der var også andre måder for selskaber at komme til Hattenæs ad vandvejen på. Det hører vi om i en avisomtale af [[Højskoleforeningen]]s udflugt i maj 1889. Til denne tur havde man hyret nogle af de hånddrevne [[Hånddrevne hjulbåde|hjulbåde]], som bevægede sig fremad ved, at to mænd sad og drejede hver sit skovlhjul rundt i hjulkassen.

== Anløbsstedet flyttes==I 1898 blev anløbsstedet ved Gl. Hattenæs flyttet, fordi lodsejeren stillede “aldeles urimelige fordringer med hensyn til betalingen for færdslen til broen over hans jordstrimmel”, som det fremgår af avisen. Så Hjejlens bestyrelse besluttede at anlægge en ny bro ud for Ny Hattenæs.  Det må i den grad have ærgret ejeren af Gl. Hattenæs, hvis gæster nu ligefrem skulle passere konkurrentens område for at komme frem. Samtidig tilbød ejeren af Ny Hattenæs velvilligt at anlægge en offentlig vej ned til broen og også at vedligeholde den.  Den første bro blev dog liggende i mange år, og kunne derfor stadig benyttes af de andre dampbåde og mindre fartøjer. == De første år ==De første år synes Hattenæs at skifte ejer ganske ofte. Jeppe Rasmussen er allerede nævnt. Det var ham, der så mulighederne og opbyggede den hyggelige skovrestauration med et storladent indgangsparti og dekorative træudskæringer.

De første årDe første år synes Hattenæs at skifte ejer ganske ofte. Vi har allerede hørt om Jeppe Rasmussen. Det var ham, der så mulighederne og opbyggede den hyggelige skovrestauration med et storladent indgangsparti og dekorative træudskæringer. Da han døde i 1893 blev stedet en kort periode overtaget af hans datter, Fanny Marott. Hun var gift med socialdemokraten Emil Marott og parret var på dette tidspunkt bosiddende i Horsens. Derefter skiftede stedet ejer fire-fem gange indtil Julius og Marie Rasmussen overtog det i 1903.

30. april 1903 bliver det bekendtgjort i Silkeborg Avis, at Gl. Hattenæs er overtaget af “styrmand Rasmussen, Silkeborg, ejer af dampbåden ”Hjalmar” ... der vil etablere en billigere og hyppigere bådforbindelse mellem Silkeborg og etablissementet”. Om denne plan blev til noget, vides dog ikke. Men derefter var der ro på ejerskabet de næste 75 år. Julius Rasmussen var med i driften af restauranten med tilhørende pensionat med syv værelser til sin død i 1944. Og nåede før sin død at opleve, at Gl. Hattenæs fik lov at holde åbent hele året - det skete i 1942.

Da Julius og Marie Rasmussen overtog Gl. Hattenæs bestod bygningskomplekset af den første hovedbygning, en sal og et tilliggende hus, som oprindelig var beboelse. Siden blev det til adskillige udvidelser.

På væggene blev der, formodentlig først i 1900-tallet, malet tre malerier - af det første Hattenæs, af åen ved Brassø og elletrunterne og af Silkeborg Havn med den gamle Århusvej og Hjejlekiosken. De havde nok ikke stor kunstnerisk værdi, men blev af mange opfattet som lokalhistoriske klenodier. Det var desværre ikke muligt at redde dem ved nedrivningen i 1982, fordi de var malet direkte på væggens pudslag.

Gl. Hattenæs’ skæbne blev beseglet 10. april 1978. Da besluttede Silkeborg byråd at købe stedet med overtagelse allerede 15. april. Derfor blev driften omgående indstillet og senest 1. juni skulle lokalerne være tømt. Så 16. maj 1978 blev borde, stole, køkkengrej, bestik og service - meget af det fra før århundredeskiftet - solgt på auktion.

Til manges store fortrydelse henlå bygningerne i fire år og forfaldt mere og mere, og i november 1982 blev nedrivning en realitet, da Silkeborg Kommune ikke ønskede at bevare det særprægede kulturminde. I dagene op til, at byrådet skulle beslutte at gennemføre nedrivningen, rykkede 15 unge mennesker ind i en af bygningerne og holdt den besat i tre dage. De forlod den dog, da regnen strømmede ned gennem taget, der var blevet ødelagt under en hjemmeværnsøvelse nogle dage forinden. I læserbreve begrundede de unge, hvorfor de havde “indtaget” Gl. Hattenæs. De mente, at man burde restaurere de bevaringsværdige bygninger og etablere et ungdomshus eller et musikhus. De flyttede ikke ind, for at bo der permanent - selvom de stod uden bolig.