Gammel Hattenæs

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Den hyggelige skovrestaurant med navnet “Hattenæs” åbnede i løbet af forsommeren 1888. Den havde navn efter stedet dér på kanten af Sejs og ud til Brassø, som optræder på et matrikelkort allerede i 1795.

Ifølge en annonce i Silkeborg Avis fra 19. maj 1896 åbnede endnu et traktørsted i et privat hus ved siden af. Det kaldte sig “Ny Hattenæs” og kunne byde både på “nymonterede værelser og fuld pension”. Vi må formode, at det hurtigt har været nødvendigt at kunne skelne disse to helt selvstændige traktørsteder fra hinanden. Tænk hvis man tog det forkerte sted hen.

Allerede i Silkeborg Avis fra 3. juli 1897 kan vi læse, at “Gamle Hattenæs, der ligger vest for pensionatet Ny Hattenæs” var blevet solgt. Og i protokollerne, hvor de udstedte næringsbreve blev noteret, er det helt tydeligt, at man var nødt til at skelne.

Det lader dog til at gæstgiveren på “Hattenæs” brugte det oprindelige navn i annoncer nogle år endnu. Han var jo nok i forvejen ikke overvældende begejstret for at få en konkurrent så tæt på, som ovenikøbet benyttede næsten det samme navn; og godt var det vel heller ikke at få hægtet “Gammel” på navnet.

Gæster foran ”Gamle Hattenæs” med den hyggelige veranda til udendørsservering, 1897.

Hattenæs

“Hattenæs” åbnede for publikum kort tid efter, at det lige så navnkundige “Lunden” pinsedag 1888 slog dørene op. Silkeborg Avis, der på dette tidspunkt var byens eneste avis, var med ved åbningen og kunne efterfølgende berette, at der til Lunden “fra den lyse morgen ... var valfarter derud, og pavillonens vært fik straks noget at bestille”.

Samme opmærksomhed fik “Hattenæs” mærkeligt nok ikke fra avisens side. Det er ihvertfald ikke lykkedes at finde en omtale af åbningen. Derfor kender vi ikke den præcise åbningsdato.

Hattenæs’ første ejer, Jeppe Rasmussen, syntes åbenbart, at det var nødvendigt at gøre noget, nu hvor hans kommende kunder var begyndt at indtage “Lunden”.

Skønt hans næringsbrev først er udstedt 28. juni 1888, indrykkede han allerede fredag 22. juni en annonce i avisen, hvor han under overskriften “Hattenæs” gjorde opmærksom på, at “medens restaurationen er under opførelse på Hattenæs vil mit telt være opstillet der fra på søndag at regne, og derfra kan der fås drikkevarer.” Han prøvede altså at vinde kunder ved at tilbyde dem et telt i første omgang.

Det er måske lige netop i ordet “drikkevarer”, at vi skal finde en mulig forklaring på den manglende avisomtale. Jeppe Rasmussen var også indehaver af den lidt berygtede beværtning “Røde Lygte” i Vestergade, som ifølge en artikel fra 1910 “tidligere havde ord for at samle bøller”. Det var altså ikke et sted for de pæne borgere i Silkeborg. Måske derfor fandt redaktøren ikke det nye etablissement værdigt til en omtale.

Gæsterne kommer

Alligevel kan vi resten af den sommer se, at både foreninger og virksomheder tog stedet til sig. Lørdag 4. august var papirfabrikkens arbejdere sammen med fabriksejer Strøyberg og hans hustru således på skovtur med dampbåden Juliane og en pram til Hattenæs. Og 12. august var “Silkeborg Klub” på udflugt. Denne bød på sejlads med Hjejlen til Slåensø, spadseretur derfra til Svejbæk. Herefter selskabet blev sejlet til Hattenæs, hvor der var arrangeret fællesspisning og dans.

Silkeborg Borgerklub på udflugt til Gl. Hattenæs, ca. 1899.

Ad vandvejen

Hattenæs blev altså hurtigt et yndet udflugtsmål og der kom hele tiden nyt til, der kunne gøre et besøg festligt - det kan vi også følge i annoncer og omtaler af forskellige arrangementer. I 1890 blev der åbnet en keglebane. Og i en annonce, der blev bragt både i Aarhus Stiftstidende og Jyllands Posten i maj 1891, får vi at vide, at nu har restauratøren indrettet et pensionat. Han afslutter med at opremse alle stedets fortrin “Smuk beliggenhed” - “Gode værelser” “Moderate priser” - “Daglig dampforbindelse”.

Det sidste var muligt, fordi Hjejleselskabet allerede i 1888 fik etableret en anløbsbro ud for Hattenæs. Sådan som det skete alle steder på ruten ud til Himmelbjerget, hvor der blev indrettet sådanne traktørsteder.

Men der var også andre måder for selskaber at komme til Hattenæs ad vandvejen på. Det hører vi om i en avisomtale af Højskoleforeningens udflugt i maj 1889. Til denne tur havde man hyret nogle af de hånddrevne hjulbåde, som bevægede sig fremad ved, at to mænd sad og drejede hver sit skovlhjul rundt i hjulkassen.

Selskabet på ca. 120 personer blev med lidt besvær placeret i fire af disse småbåde (hvordan det kunne lade sig gøre, må stå hen i det uvisse). Turen skulle egentlig have gået helt ud til Slåensø, men på grund af stærk blæst og høj søgang besluttede man at gøre holdt ved Hattenæs. Derfor tilbragte selskabet resten af dagen her, hvor der var musik og sang og “om aftenen fik de unge sig en svingom på etablissementets nye danseestrade” - altså endnu et populært tilbud på stedet.

Anløbsstedet flyttes

I 1898 blev anløbsstedet ved Gl. Hattenæs flyttet, fordi lodsejeren stillede “aldeles urimelige fordringer med hensyn til betalingen for færdslen til broen over hans jordstrimmel”, som det fremgår af avisen. Så Hjejlens bestyrelse besluttede at anlægge en ny bro ud for Ny Hattenæs.

Det må i den grad have ærgret ejeren af Gl. Hattenæs, hvis gæster nu ligefrem skulle passere konkurrentens område for at komme frem. Samtidig tilbød ejeren af Ny Hattenæs velvilligt at anlægge en offentlig vej ned til broen og også at vedligeholde den.

Den første bro blev dog liggende i mange år, og kunne derfor stadig benyttes af de andre dampbåde og mindre fartøjer.

Hjejleselskabets anløbsbro ved Ny Hattenæs, der blev anlagt i 1898, ca. 1910.

De første år

De første år synes Hattenæs at skifte ejer ganske ofte. Jeppe Rasmussen er allerede nævnt. Det var ham, der så mulighederne og opbyggede den hyggelige skovrestauration med et storladent indgangsparti og dekorative træudskæringer.

Da han døde i 1893 blev stedet en kort periode overtaget af hans datter, Fanny Marott. Hun var gift med socialdemokraten Emil Marott og parret var på dette tidspunkt bosiddende i Horsens. Derefter skiftede stedet ejer fire-fem gange indtil Julius og Marie Rasmussen overtog det i 1903.

Rasmussen-æraen

30. april 1903 bliver det bekendtgjort i Silkeborg Avis, at Gl. Hattenæs er overtaget af “styrmand Rasmussen, Silkeborg, ejer af dampbåden ”Hjalmar” ... der vil etablere en billigere og hyppigere bådforbindelse mellem Silkeborg og etablissementet”. Om denne plan blev til noget, vides dog ikke. Men derefter var der ro på ejerskabet de næste 75 år.

Julius Rasmussen var med i driften af restauranten med tilhørende pensionat med syv værelser til sin død i 1944. Og nåede at opleve, at Gl. Hattenæs fik lov at holde åbent hele året - det skete i 1942.

Derefter førte hans hustru virksomheden videre, godt hjulpet af sønnen Svend og svigerdatteren Kathrine Rasmussen, som overtog den i 1958. Efter mandens død i 1973 drev Kathrine Rasmussen stedet videre til hun i 1978 solgte det til Silkeborg Kommune - 14 dage før hun kunne have fejret, at stedet havde været i familiens eje i 75 år.

Bygningerne, april 1953. Foto: Midtjyllands Avis

Bygningerne

Da Julius og Marie Rasmussen overtog Gl. Hattenæs bestod bygningskomplekset af den første hovedbygning, en sal og et tilliggende hus, som oprindelig var beboelse. Siden blev det til adskillige udvidelser.

I 1922 blev der bygget en to-etages bygning til i vest. Den rummede i stuen bl.a. en fælles spisestue og på første sal værelser for overnattende gæster. Andre udvidelser gennem årene bestod dels i, at beboelseshuset blev inddraget til restauration, at verandaen i den ældste bygning blev lukket og andre verandaer bygget til.

Hovedrummet i den gamle bygning var særpræget med en åben loftskonstruktion og jernbånd til at holde sammen på tagkonstruktionen. Der var også en musiktribune med udskåret træværk og træsøjler omgivet af blomsterkasser.

På væggene blev der, formodentlig først i 1900-tallet, malet tre malerier - af det første Hattenæs, af åen ved Brassø og elletrunterne og af Havnen i Silkeborg med den gamle Århusvej og Hjejlekiosken. De havde nok ikke stor kunstnerisk værdi, men blev af mange opfattet som lokalhistoriske klenodier. Det var desværre ikke muligt at redde dem ved nedrivningen i 1982, fordi de var malet direkte på væggens pudslag.

Så var det slut

Gl. Hattenæs’ skæbne blev beseglet 10. april 1978. Da besluttede Silkeborg byråd at købe stedet med overtagelse allerede 15. april. Derfor blev driften omgående indstillet og senest 1. juni skulle lokalerne være tømt. Så 16. maj 1978 blev borde, stole, køkkengrej, bestik og service - meget af det fra før århundredeskiftet - solgt på auktion.

Købet skete af “byplanmæssige årsager” og for at sikre offentlig adgang til området. Planen var, at der til sin tid skulle etableres et “marina-anlæg” ved søbredden. Senere på året købte kommunen også Ny Hattenæs og Ludvigslyst i Svejbæk, som dog fik lov at køre videre med forpagtere.

Gl. Hattenæs' skæbne er netop beseglet i Silkeborg Byråd - kommunen overtager bygningerne pr. 15. april 1978. Foto: Preben Baltzer, Midtjyllands Avis

Unge husbesættere

Til manges store fortrydelse henlå bygningerne i fire år og forfaldt mere og mere, og i november 1982 blev nedrivning en realitet, da Silkeborg Kommune ikke ønskede at bevare det særprægede kulturminde. I dagene op til, at byrådet skulle beslutte at gennemføre nedrivningen, rykkede 15 unge mennesker ind i en af bygningerne og holdt den besat i tre dage. De forlod den dog, da regnen strømmede ned gennem taget, der var blevet ødelagt under en hjemmeværnsøvelse nogle dage forinden.

I læserbreve begrundede de unge, hvorfor de havde “indtaget” Gl. Hattenæs. De mente, at man burde restaurere de bevaringsværdige bygninger og etablere et ungdomshus eller et musikhus. De flyttede ikke ind, for at bo der permanent - selvom de stod uden bolig.

I samme forbindelse anmeldte byrådets tre SF’ere Hjemmeværnets Politikompagni for “hærværk”, men det fik heller ikke nogen opsættende virkning. Beslutningen blev taget og ført ud i livet. 27. november 1982 bragte Midtjyllands Avis følgende lakoniske meddelelse “De forfaldne rester af et sted, som for mange silkeborgensere og turister rummer mange minder, Gl. Hattenæs, blev i går revet ned af Kingo Karlsens nedbrydnigsfirma, efter byrådsbeslutningen forleden”. Dermed var en epoke slut.

Henvisninger

Denne artikel bygger på en artikel skrevet af Lis Thavlov, der blev bragt i Midtjyllands Avis 31. juli 2015.