Havnesporet

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Havnesporet set fra Østergade mod syd, ca. 1928.

Havnesporet var et sidespor til banestrækningen Skanderborg-Silkeborg, men en for byen meget væsentlig strækning. Det udgik fra Silkeborg Banegård og blev brugt til rangering af godsvogne til og fra Silkeborg Papirfabrik, senere til Jydsk Trikotagefabrik, Silkeborg Andelssvineslagteri og Reimar Nielsens Tømmerhandel.

Oprindelig kaldtes sporet "Hestebane", fordi al rangering foregik med heste. Som udviklingen skred frem og godsmængden steg, udskiftedes hestene med små rangerdamplokomotiver og til sidst med dieseldreven rangertraktorer.

Havnesporet passerede Drewsensvej ved Amaliegade, hvor der var afspærret ind til stationsarealet med en gitterlåge. Sporet fortsatte derefter langs med tidligere Jydsk Trikotagefabrik (nu Amaliegården), hvor der oprindelig endvidere var et sidepsor til udveksling af varer til Silkeborg Mølle inde bag ved. Dernæst passerede sporet det tidligere Sønderport, Silkeborg Politistation og Silkeborg Husholdningsskole for til sidst at følge Åhavevej langs med Slusen.

Ved Østergade delte sporet sig, som det havde gjort fra hestebanens tid. Den højre gren blev via en bro ved opstemningen af Remstrup Å ført ind på papirfabrikkens grund - denne bro var spærret med en gitterport.

Den venstre gren fortsatte mod Søtorvet. Der var oprindelig spor helt over til Silkeborg Gasværk på Søvej. Dette blev dog fjernet i begyndelsenn af 1970'erne, da gasværket blev nedlagt. I 1930'erne blev denne del af sporet endvidere forlænget med en bro over åen 

Der har gennem tiden været to broforbindelser over Remstrup Å til Silkeborg Papirfabrik.

På strækningen mellem Christian 8.s Vej og hjørnet af Drewsensvej fulgte den flisebelagte sti Barberstien jernbanesporet.

Lastbiltrafikken overtog efterhånden mere og mere transport af gods og virksomhederne på strækningen forsvandt efterhånden. I slutningen af 1994 stoppede Silkeborg Papirfabrik endegyldigt at benytte DSB Gods til sine transporter. Dermed var det slut med trafikken på Havnesporet.

Fjernelsen af sporanlægget med skinner og sveller er sket etapevis efter at Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000, og den ny bydel Papirfabrikken begyndte at tage form.

I 2002 blev sporene fra Østergade og frem mod Viborgbroen fjernet, i 2006 kom turen til strækningen fra Silkeborg Museum til udmundingen af Christian 8.s Vej, mens de sidste sveller og skinner i havneområdet langs med Åhavevej blev fjernet i april 2009.