Hovedvej 15

Allerede da handelspladsen Silkeborg blev anlagt fra 1846 og frem, var det planen, at den skulle udgøre et trafikalt knudepunkt for hovedlandevejene Århus-Ringkøbing (Hovedvej 15) og Horsens-Viborg (Hovedvej 52).

I perioden 1848-1852 blev landevejen mod Århus og Ringkøbing derfor anlagt ud fra Silkeborg, men først i 1853-1856 blev vejstykket Galten-Århus færdigt.

I januar 1938 afmærkede færdselspolitiet “Hovedvej 15”s forløb gennem Silkeborgs bymidte.

Indtil etableringen af Silkeborgs ringvejssystem var hovedvejens forløb: Århusvej, Østergade, Torvet, Vestergade og Herningvej.

På strækningen gennem Silkeborg Kommune har Hovedvej 15 navnene: Linåvej, Østre Ringvej, Nordre Ringvej, Vestre Ringvej, Funder Bakke, Skærskovhedevej og Silkeborgvej.

Hovedvej 15 går nu fra Grenaa via Århus, Silkeborg og Herning til Ringkøbing og har en samlet længde på ca. 204 km.

Hovedvej 15 er delvist erstattet af Herningmotorvejen, som på strækningen omkring Silkeborg ofte har benævnelsen "Silkeborgmotorvejen" eller motorvejen Funder-Låsby i Kombilinien. Denne strækning blev indviet i september 2016.

Senest ændret 17. juni 2021 kl. 14:18