Ib og lille Christine

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Eventyret “Ib og lille Christine” er skrevet af H. C. Andersen og udkom første gang 30. april 1855 i samlingen “Historier. Med 55 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen, skaarne i Træ af Ed. Kretzschmar”. Samlingen indeholdt 24 historier, heraf 3 nye: "Et Blad fra Himlen", "Klods-Hans" og "Ib og lille Christine". Ligesom til den illustrerede udgave af de samlede eventyr havde forlæggeren Carl B. Lorck i Leipzig også taget initiativet til denne udgave af historierne. Eduard Kretzschmars atelier i Leipzig overførte Vilhelm Pedersens tegninger til de xylografiske stokke.


Ib og lille Christine siddende på heden

Handlingen

Eventyret tager udgangspunkt i højdedraget ”Åsen”, som øjensynlig har betaget digteren. Det er en fin lille fortælling, som nu engang H. C. Andersen kunne skrive den. Om Jeppe-Jæns, der drev sit lille husmandssted inde i skoven på nogle magre jorder og som om vinteren var en flittig træskomand, der endda havde en træskokarl til hjælp. Og her på dette husmandssted er det, vi finder sønnen lille Ib. Prammanden, som boede i lyngtørvhuset på Sejs Hede, havde datteren lille Christine. De to jævnaldrende børn havde stor glæde af hinandens selskab.

Vi hører i fortællingen, hvordan børnene er med i prammen til Silkeborg, hvor der bliver købt et stort knippe ål og en slagtet gris. Efter et uheld med prammen, hvor de taber den indkøbte gris i vandet, løber de ind i skoven, hvor de farer vild. Vi hører om deres færden i den store skov, hvor de oplever fuglene og skovens dyr, og om deres møde med taterkvinden, som forærer dem nogle lykkenødder.

Senere kommer Christine ud at tjene på en kro på Herning-egnen. Og sorgen rammer Ib, da han erfarer, at lille Christine er forelsket i sønnen på kroen, og flytter over til ham i København.

Mange år senere går Ib en forårsdag og pløjer, da en stor armring af guld dukker op af jorden. Herredfogeden bliver underrettet, og Ib drager til København for at hæve sin findeløn. Her møder han på gaden en lille fattig pige. I gadelyset ser han lille Christine, ganske som han husker hende fra Sejs Hede. Ib går med pigen ind i det fattige hus, op i et kammer under taget, hvor den lille, fattige piges mor ligger syg i sin seng.

Naturligvis slutter eventyret, som det bør - da Ib løfter den syges hoved, opdager han at det er Christine fra Sejs Hede! Hun er dødssyg og eventyret slutter med, at Christines datter følger med Ib hjem til Sejs Hede og vokser op i velstand med Ib som både hendes far og mor.

Eventyret er muligvis skrevet under H. C. Andersens andet besøg i Silkeborg i 1853. I et brev til Carl B. Lorck 31.8.1853 skriver han: Naturen har vel her en Skjønhed, en Storhed, som i høi Grad tiltaler mig, men Sindet kan ikke løfte sig; jeg faaer heller ikke stort bestilt, en lille Fortælling har jeg skrevet, den er ikke ilde, men der er ikke Solstraale deri, thi jeg har selv ingen. Skønt han ikke nævner fortællingens navn, må det dreje sig om dette eventyr, som iøvrigt hverken er omtalt i breve, dagbøger.

Inspirationen til eventyret

Mange af H. C. Andersens udflugter gik til Sejs Hede, sikkert fordi han ville nyde den storslåede natur. Ideen og inspirationen til eventyret har han sikkert fået ved sine besøg på den sandede hede. Man kan man sagtens forestille sig, at handlingen udspiller sig på her, hvor, der midt i 1800-tallet blot var en kratbevokset hedestrækning, som af bønderne i Hårup blev kaldt Sønder Hede. Heden blev brugt som fælles overdrev, hvor får og kreaturer kunne gå løse og græsse, bevogtet af en hyrde.

Ib og lille Christine siddende på prammen på vej til Silkeborg

Kommentar

I eventyret om Ib og Christine stiller H. C. Andersen de modsætninger op, som langt senere skulle komme til at vise sig i malerkunsten - livet med den uspolerede natur og dets barske modsætning i den menneskeskabte by. De to naturens børn møder hinanden. Deres barneforelskelse ender ulykkeligt. Livet skiller dem ad. Ib bliver på hjemegnen, mens Christine søger til København, hvor vi, da vi møder hende igen, ser hvordan hun lever med byens ubarmhjertige levevilkår, næsten som var det en realistisk skildring fra de følgende årtier. Spændingen mellem naturen og de menneskeskabte vilkår, livet i kamp med eller i samklang med naturen stilles klart op. Christine ender på de fattiges kirkegård ved kongens København. Men hendes datter kommer med tilbage til Sejs Hede, hvor hun vokser op hos Ib - og er kommet tilbage til naturen og uskylden, til lykken. Der er altså håb eller lys forude....

Andet

Eksterne henvisninger

Læs mere om H. C. Andersens inspiration efter besøg på Sejs Hede hos træskomændene og om Ibs små træsko i Vagn Lihn Kristensens artikel "Ideen til eventyret Ib og lille Christine?" i: Syn for Sogn. Lokalhistorier fra Silkeborgegnen, årg. 2005, s. 20-23).

Eventyret gengivet i faksimile