Nørretorv

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Det kunne være nærliggende kun at registrere "Nørretorv", som torvet i Silkeborgs nordlige bydel. Der er dog en særlig historisk baggrund for navnet.

Da der i slutningen af 1800-tallet efterhånden var bygget en del huse på Balle Sandmark nær Langsøen, opstod der ønske om at give det nye bysamfund et navn. Navnet var i 1873 blevet til Alderslyst, måske inspireret af Aldershvile, en gård ved den nuværende Sølystvej. Nogle fandt det dog malplaceret med dette navn til en bydel i fremdrift, og en af dem, bager Stenholt, gik kraftigt ind for navnet Nørrebro.

Desuden skal det nævnes at "Nørrebro" indtil 1933 var navnet på den del af nuværende Borgergade, som udgjorde strækningen mellem Kejlstrupvej og Nørrevænget.

Også i efterkrigstiden var der røster fremme om at ændre navnet Alderslyst til fordel for et Nørre-navn. Der opstod da også nu navne som Nordre Skole og Nørrevang.

Nyt storbyggeri

Da der efter en større sanering omkring krydset Borgergade/Kejlstrupvej var skabt basis for nybyggeri i stor skala, var det derfor meget naturligt at kalde området for Nørretorv.

Arbejdernes Byggeforening påbegyndte således omkring 1950 et storbyggeri på torvets sydlige side, som kom til at indeholde boliger og forretninger.

1. etape stod klar i 1953 og gav plads til 54 lejligheder og 6 forretninger. Blandt andet fik bydelens posthus og apotek til huse i komplekset.

Den nye brugsforretning på Nørretorv, 1962

2. etape - på den nordlige side af Kejlstrupvej - stod klar i 1962. Foruden 8 lejligheder kunne Brugsen for Silkeborg og omegn 9. august indvie byens hidtil største og mest moderne supermarked med et samlet gulvareal på 240 m2.

Kaffevogn

I perioden 1962-2002 kunne man nyde godt af kaffevognens tilbud på Nørretorv.