Sct. Georgs Gilderne

Fra WikiSilkeborg
Version fra 15. dec 2008, 01:00 af Hessel (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Sct. Georgsgilderne i Silkeborg.

Sct. Georgs Gilderne blev stiftet i København den 24. april 1933. Siden 1933 har det danske initiativ udviklet sig internationalt, så der nu er gildebevægelser i ca. 60 lande - alle tilsluttet den fælles internationale verdensorganisation ISGF (International Scout and Guide Fellowship). Sct. Georgs Gilderne i Danmark er en sammenslutning af nuværende og tidligere spejdere samt andre interesserede, der har sat sig som mål at virkeliggøre ordene: Én gang spejder - altid spejder.

1. Sct. Georgs Gilde Silkeborg blev oprettet 24. oktober 1938 og er det ældste gilde i Silkeborg.

Der var grøde i gildebevægelsen i årene efter 2.verdenskrig. I 1958 blev 2. Sct. Georgs Gilde oprettet, fordi 1. og indtil da eneste gilde i Silkeborg var blevet for stort.

I 1962 hed en af gruppelederne i 1. Gilde Jens Børge Rasmussen , almindeligvis kendt som Ras, og han omgikkes med planer om endnu et nyt gilde i Silkeborg. Han havde ved indvielsen af 5. Århus gilde hørt, at landsgildemesteren opfordrede til oprettelse af flere og mindre gilder, og det var netop i overensstemmelse med hans egne ideer. Gilderne skulle være mindre for at sikre, at gildebrødrene kom til at spille en aktiv rolle og for at samværet kunne blive mere personligt og intimt.

Ras indkaldte interesserede til indledende møde på Langhoff konditori den 21. februar 1963 , og her blev man enige om at påbegynde arbejdet med oprettelsen af 3. Sct. Georgsgilde.

Det blev besluttet at den officielle indvielse skulle finde sted den 24. oktober 1963, nemlig på 1. gildes 25 årsdag og 2. gildes 5 årsdag.

Ved festgildehallen var såvel landsgildemester som landsgildekansler tilstede sammen med gæster fra nær og fjern. Festmiddagen med 3 retter mad incl. diverse vine og betjening kostede kr. 39,98, - aftenen sluttede med dans.

3. Sct. Georgs Gilde i Silkeborg, var nu en realitet med Ras som gildemester. ( Ras døde desværre 2 år senere kun 57 år gammel ).

Ved oprettelsen havde 3. gilde 19 gildebrødre og dette antal steg støt i de følgende år indtil 1971, hvor antallet var steget til det meste nogensinde nemlig 53.

Gennem årene har har gildet holdt til forskellige steder i byen. I begyndelsen var det det nu nedlagte Grand Hotel, senere blev det Frimurernes laugssal på La Strada på Torvet, med eftergildehal i restauranten. En kort overgang mødtes vi på Missionshotellet på Drewsensvej, som også er nedlagt nu. Derefter var vi i mange år på Skovbakken (Sejsvej) og siden 1999 er det Rosengårdcentret på Borgergade der lægger lokaler til. Gildet har op gennem 90'erne, som alle andre gilder lidt under svigtende tilgang fra ”unge ” gamle spejdere, således at antallet af gildebrødre nu (November 2003) er nede på 22. Men heldigvis ser det ud til, at der nu igen kommer nye.

Udover de for gilder i almindelighed kendte aktiviteter som foredrag , diskussioner, udflugter, good turns , personlig udvikling med meget mere, så har 3. gilde i tidens løb også markeret sig med følgende særlige projekter:

Good – turn mærket. Gildebror Niels Johansen udkastede i 1966 den idé at 3. Gilde skulle have sit eget julemærke, og en arbejdsgruppe blev nedsat for at realisere tanken. Der gik 2 år med megen skriveri og snak, men så kom mærket på gaden, ganske vist nu som en landsgilde sag, men med 3. gilde som ophav. Good–Turn mærket har i tidens løb kunne samle kr. 2,2 mill., som hovedsageligt er brugt støtte for spejderbevægelsen.

Børnehaver. Efter opfordring fra Gjern kommune har 3. Gilde stået for oprettelsen af 2 børnehaver en i Gjern og en i Voel, den første i 1971 og den sidste i 1980. Sct. Georgs Gilderne havde i 1966 oprettet Sct. Georgs Fonden, hvis formål var igangsætning og administration af vuggestuer og børnehaver i samarbejde med kommunerne rundt omkring i landet.

Sct. Georgs Gildet i Kjellerup blev indviet den 22. marts 1952.