Silkeborg

Fra WikiSilkeborg
Version fra 13. jul 2010, 15:13 af Rodejong (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Silkeborg er en by i Midtjylland med 42.396 indbyggere (pr. 2010). Byen er hovedby i Silkeborg Kommune og ligger i meget kuperet terræn i det midtjyske søhøjland omgivet af skovklædte bakker og med Gudenåen løbende tæt ved den indre by. Der går rutebåde til Silkeborgsøerne og Himmelbjerget fra byens lille havn, og blandt disse skibe er det gamle dampskib Hjejlen nok den mest berømte af dem alle. Silkeborg har station og ligger på jernbanestrækningen mellem Skanderborg og Herning. Den kendes dog først og fremmest som "bilernes by" pga. sine mange bilforretninger som ligger tæt ved Primærrute 15, der går igennem den nordlige del af byen. Silkeborg ligger i Region Midtjylland.

Indtil 1662 blev Silkeborg Len administreret fra Silkeborg Slot. Lenet blev afløst af Silkeborg Amt, der blev nedlagt i 1793. Silkeborgs nyere historie begynder omkring 1844, da Michael Drewsen fik tilladelse til at anlægge en papirfabrik ved Gudenåen. Imidlertidig er byens ældste bygning Silkeborg Hovedgård fra 1767, der i dag rummer det kulturhistoriske museum og på Slotsholmen i Silkeborg Langsø er fundet rester efter en borg, der omtales så langt tilbage som i 1400-tallet. Dog havde byen ikke udviklet sig synderligt i de sidste hundrede år inden Drewsen kom til byen. Jernbanens ankomst i 1871 satte yderligere gang i udviklingen og der blev anlagt lige gader og rette vinkler. Dette førte frem til at Silkeborg 1. januar 1900 blev ophøjet til købstad. I 1842-55 hørte Silkeborg under sogneforstanderskabet i den tilstødende landkommune. I 1846 fik byen status som handelsplads. I 1855 blev Silkeborg Handelsplads en selvstændig kommune under Skanderborg Amtsrådskreds. Kommunen blev udskilt fra amtsrådskredsen i år 1900.

Efter kommunalreformens ikrafttræden den i 2007 består Silkeborg Kommune nu af de gamle Silkeborg, Gjern, Kjellerup og Them kommuner.