Silkeborg Husholdningsskole

Fra WikiSilkeborg
Version fra 18. nov 2009, 18:58 af Keld Dalsgaard Larsen (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Frøken Gudrun Jørgensen åbnede Silkeborg Husholdningsskole den 2. november 1902 i villaen Bella Vista. Husholdningsskolerne er udsprunget af industrisamfundets omfattende forandringer også inden for privatlivet. Selve ordet husholdningsskole er et vidnesbyrd om, at husholdning er et fag, man skal gå på skole for at lære. Det var ikke nok gøre "som mor altid har gjort".

Silkeborg Husholdningsskole havde følgende motto: "Fromme, stærke kvinder, det er Danmarks mål". Det udspringer af en tid, hvor familieidealet var den udarbejdende mand, den hjemmegående husmor og så de søde børn. Husmoderopgaven blev anset for at være et kald for kvinder - en opgave, som krævede store færdigheder. Og disse færdigheder kunne læres, blandt andet på Silkeborg Husholdningsskole. Skolens elevskrift udtrykte det således i 1960: "Gennem 58 år har man på Silkeborg Husholdningsskole uddannet unge piger til en kvindes største og vigtigste opgave: At styre og lede et hjem dygtigt".

Silkeborg Husholdningsskole har haft følgende forstandere: Gudrun Jørgensen (1902-1908), Frida Lund (1908-1921), Synnøve Lund (1921-1947), frøken Høngaard (1947-1953) triumviratet Johanne Mikkelsen, Igine Damgaard og Marie Weiling (1953-1967), Marie Weiling (1967-1970), Anna Rasmussen (konstitueret 1970-1971), Maja-Lise Schou-Jørgensen (1971-1992) og Birthe Simmelsgaard (1992-1998). Forstanderne og lærerne søgte hele tiden at tilbyde en god og tidssvarende undervisning. I 1992 skiftede skolen navn til SilkeborgSkolen med tilføjelsen "skolen for husholdning". Alle tiltag viste sig imidlertid at være frugtesløse, idet tiderne var imod hele tankegangen om husmodergerningen i traditionel forstand.

Silkeborg Husholdningsskole lukkede i 1998 som husholdningsskole og blev forandret til en bynær efterskole under navnet SilkeborgSkolen.


Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen 1902-2002 (2002)