Forskel mellem versioner af "Silkeborg Teglværk"

Versionen fra 19. nov 2014, 14:02

Fra læsekredsen. Silkeborg Avis 15. april 1899. Et protestmøde vedr. Bestyreren af Silkeborg ny teglværk, Hr. Niebuhr (Min oldefar) Min oldefar var bestyrer fra 1899 til 1920.

Dette er dittelum dittelej

Som vore læsere måske vil erindre, har bestyreren af Silkeborg ny teglværk, Hr. Niebuhr, oprettet en kontrakt med sine arbejdere. Dette kunde for almindelige dødelige syntes at være den naturligste sag af verden. Når en mand forpligter sig til at levere et vist arbejde fuldført til en vis tid, så er det kun i sin orden, at han sikrer sin arbejdskraft, der ikke går fra ham, når han netop står og trænger mest til dens hjælp. Denne kontrakt har imidlertid bragt Demokraten i Aarhus fuldstændig i Harnisk. I nogle hvidglødende Artikler brændte den løs på Silkeborg ny Teglværks Direktion og på Teglværksbestyrer Niebuhr, som beskyldtes for noget så slemt som at være forfatter til ”Slavekontrakten”. Selv en så renlivet Demokrat som Hr. Bagermester Jørgensen gik ikke ram forbi, og Socialisternes kjære Allierede, ”Folkebladet”. Blev beskyldt for lunkenhed i denne kontraktsag. At ”Silkeborg Avis” fik en større skylle, vil måske vække mindre forundring hos dem, der kender forholdene nærmere. For imidlertid ret at gøre Effekt blev der berammet et møde, hvor den frygtelige ”Slavekontrakt” skulle sættes under Debat. Dette møde afholdtes i aftes i Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Redaktør Sabroe, Aahus, i et med kraftige Udtalelser spækket indledningsforedrag drog til Jelts, ikke alene mod førnævnte ”Slavekontrakt” i særdeleshed, men mod Kontraktvæsen i almindelighed. Det er nedværdigende for den fri arbejder at binde sig til en slig kontrakt, der netop skabte den dårlige Arbejder. Der var dog især to Punkter i Teglsværkskontrakten, som stak Hr. Sabroe i øjnene. En paragraf bestemmer, at Bestyreren af hver Arbejders ugeløn må tilbageholde 3 kr. som først kan udbetales kontraktens udløb. En anden paragraf forbyder Arbejderne at møde på arbejdspladsen med brændevin, bajersk øl eller andre spirituøse drikke. Disse to bestemmelser var særlig genstand for Hr. Sabroes retfærdige brede han ville have, at den frie arbejder skulle have lov til nyde sin snaps og sin bajer, når han ville. Og det var brutalt – udtalte Hr. Sabroe – at tilbageholde de 3 kr. af arbejdernes ugeløn. Arbejderne var da fuldstændig prisgivne Bestyrerens Vilkårlighed. Hr. Sabroe kom dernæst med nogle voldsomme udfald mod Hr. Niebuhr, hvem han beskyldte for at være ”dannet af samme stof som hin Slavefoged, der på Aahus banegård forleden pryglede de forsultne Polakker ”. Og så indrømmede Hr. Sabroe straks efter, at han ikke kendte den mand, hvem han titulerede på en så nedsættende måde. Hr. Sabroe omtalte forskellige strejker, som havde haft hele den samlede presse selv højrepressens – sympati, således læge strejken på Københavns amtssygehus. I det hele kunde Hr. Sabroe ikke blive træt af at omtale, hvilke store og gode handlinger, arbejderpartiet havde på sin samvittighed, ligesom han med klædelig beskedenhed fremhævede, hvilken vældig betydning den socialistiske pressehavde haft på udviklingen. Han sluttede med et leve for, at slige ”Slavekontragter” som Hr. Niebuhr snart måtte være en saga blot, hvilket selvfølgelig den store forsamling – og flere med dem – fuldt ud kunne slutte sig til. Bagermester Jørgensen tog derpå ordet for et længere foredrag at klargøre sin og den øvrige direktions stilling til nævnte kontraktspørgsmål. Meget rigtigt citerede han desværre fuldstændig sandfærdige skriftsted, at ”Menneskene ikke så gode, som de burde være”, og som følge deraf havde direktionen oprettet en kontrakt med Hr. Niebuhr, lige som der jo oprettedes kontrakter i næsten alle livets forhold. Selv inden for fagorganisationerne var de jo kontraktmæssigt bundne, og han kunne derfor ikke forstå Hr. Sabroes uvilje mod ovennævnte kontrakt, da han jo i de fleste punkter måtte anerkende den for human. Hvad angik de 3 kr. som skulde holdes af ugelønnen, havde direktionen ved kontrakt med Niebuhr sikret disse penges udbetaling og i tilfælde at strid nedsættelse Voldgift. Hr. Jørgensen sluttede med at konstatere at han var lige så god demokrat som den anonyme skribent, der havde tilsmudset ham i ”Demokraten”, og han havde aldrig bejlet til arbejderens gunst allermindst for egen fordels skyld. Hr. Sabroe tog atter fat, men havde nu stemt instrumentet mindre hårdt. Han var villig til at indrømme, at kontrakter var nødvendige i visse tilfælde, men de skulle være således, at de to forskellige parter gensidig kunne forhandle om deres indhold. Dette var nemlig efter Hr. Sabroes påstande ikke tilfældet med ”slavekontrakten” mellem Hr. Niebuhr og hans arbejdere. – For øvrigt en temmelig drøj insinuation mod de antagne arbejdere på Silkeborg ny Teglværk. Væver Madsen var meget bedrøvet over, at en slig kontrakt kunne oprettes af arbejdsgiver i Silkeborg, da han hørte tale om dens eksistens, var han i begyndelsen overbevist om, at det var det pure opspind, men nu måtte han desværre bøje sig for kendsgerningerne. Som et svagt ekko gav han så lidt af Sabroes tale om sammenslutning og organisation til bedste. Tømmer Gejersen replicerede samt til Bagermester Jørgensen, og maskinmester Sørensen misbilligede den måde hvorpå Hr. Niebuhr vilde hæmme drikkeriet. Under stor spænding i den store forsamling trådte dernæst den mand op, som havde været genstand for de skarpeste og mest hensynsløse angreb, nemlig Teglværksbestyrer Niebuhr, som i jævne ord udtalte sig om sit standpunkt i denne sag. Han havde i grunden aldrig troet, at han var så stor en mand, som ”Demokraten” havde gjort ham til; han var kun en jævn arbejdsmand, der ikke havde i sinde at ”udbytte” sine arbejdere. Han havde arbejdet så længe ved teglværksdriften, at han desværre måtte indrømme, at det var nødvendigt med kontrakters oprettelse. Atter tog Hr. Sabroe fat, men han var nu slået fuldstændig om fra at angribe Hr. Niebuhr i hvasse udtryk til at kalde ham en ”hæderlig gammel arbejder der var grånet i arbejdes strenge tjeneste”, men det gjaldt dog alligevel om for Hr. Niebuhr at følge med tiden og det mente Hr. Sabroe ikke, han gjorde, når han oprettede slige kontrakter med sine arbejdere. Det var ikke personerne, Hr. Sabroe ville til livs men systemet Principstædigheden, og han ville da håbe, at denne lange diskussion måtte have bidraget til at umuliggøre sådanne ”Slavekontrakter” som ovennævnte. Arbejdet må hvile på gensidig tillid og respekt mellem arbejdsgiver og arbejder. Han sluttede med at udbringe et leve for, at det danske arbejdersamfund måtte blive samfundets første klasse, den ægte adel (hurra Sabroe leve hurra) Mødet varede i over halvtredie time og lededes af arbejdsmand Chr. Jensen. Den store forsamling – salen var tæt pakket – påhørte i mønsterværdig ro den til tider ret livlige forhandling. Mødet sluttede kl. 10 ½ med et leve for dirigenten. (Harnisk = ophidset tilstand / Vrede) Poul Erik Niebuhr

Den såkaldte slavekontrakt som Teglværksbestyre Niebuhr havde udarbejdet blev aldrig til noget på grund af Storlockouten.

Udskrift fra bogen SID 1893-1993

I foråret 1899 blev det nye Silkeborg Teglværk anlagt oppe på Århusbakken og der blev antaget nye folk til arbejde. Arbejderne skulle imidlertid underskrive en kontrakt for at få ansættelse og det vakte fagforeningens harme. Arbejdsmændenes Fagforening og Fællesorganisationen tog initiativ til forhandlinger og møder om sagen, og på et stormøde den 15 april 1899 kom Peter Sabroe og talte dunder til arbejderne. Peter Sabroe understregede netop, at de organiserede arbejder var de dygtigste og mest samvittighedsfulde arbejdere, og derfor var det også en klar fordel for arbejdsgiveren at ansætte de organiserede arbejder. Kontrakter på arbejdspladsen var derimod en hån og en mistænkeliggørelse af arbejderne, som enhver anstændig arbejder måtte afvise. Kontraktsagen på teglværket løb ud i sandet, for i slutningen af april og resten af sommeren fik de danske arbejdere andet at tænke på: STORLOCKOUTEN 1899.