Silkeborgs ringvejssystem

Fra WikiSilkeborg
Version fra 5. jun 2009, 00:35 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Som løsning på Silkeborgs store, trafikale problemer i efterkrigstiden, tog man fat på anlæg af en ringvej nord om byen, som skulle aflaste midtbyens gader for gennemgående og tung trafik. Desuden var det planen, at et ringvejssystem skulle fungere som tilkørselsvej til det industrikvarter, som skulle anlægges omkring Kejlstrupvej. Anlæggelsen af ringvejen betød, at Silkeborg udviklede sig til en moderne industriby.

Ringvejens forløb blev bestemt af terrænforholdene og kom i det store hele til at følge allerede eksisterende småveje fra Gudenå i øst til Lysbro i vest. Anlæggelsesarbejdet var delvist et beskæftigelsesprojekt i det arbejdsløshedsplagede Silkeborg.

Man startede allerede i det små i 1942 på en strækning ved Lysbro, men først i 1952 kom projekteringen af hele vejforløbet. 9. december 1960 kunne man markere indvielsen af vejanlægget, som med sine 10,5 km var landets længste omfartsvej.

Strækningen fra Kærsgårdsvej til Ansvej stod færdig i 1955. Her førte broer Kjellerup-banen og Viborgvej over den nye ringvej.

Den sidste strækning fra Ansvej mod øst tog længere tid, blandt andet fordi der skulle bygges en stor bro over Gudenåen og desuden en bro over Langå-banen. Det store anlægsarbejde krævede enorme opfyldningsarbejder, og man havde i Hårup Sande hentet sand så meget sand, at Schoubyes Sø opstod.

Den næstsidste del af Silkeborgs ringvejssystem - Søndre Ringvej - blev indviet i november 1967 efter, at der fra den daværende Nørre Allé, strækningen fra Vestergade til daværende Skovvangsvej, blev anlagt en vej gennem Kobskoven forbi Almindsø til Horsensvej. Det første led i denne del af omfartsvejen blev faktisk påbegyndt allerede i 1942, da man byggede viaduktanlægget over banerne. Da dette projekt var færdigt i 1953, opstod Nørre Allé. Sidste del af Søndre Ringvej og dermed af hele ringvejssystemet - strækningen fra Vestergade over Kærsgårdsbroen til Vestre Ringvej - blev indviet i 1972. Indtil da var forbindelsen ad den nuværende Kalgårdsvej.

I foråret 2009 er det blevet besluttet at anlægge "Motorvej Herning – Århus” ved Silkeborg - den såkaldte kombi-linien.