Skoletorvet

Fra WikiSilkeborg
Version fra 30. nov 2020, 12:55 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Skoletorvet - set mod Th. Langs Skolers bygningskompleks. Ca. 1910.

Skoletorvet har fået sit navn, fordi pladsen gennem tiden har været omkranset af flere af Silkeborgs betydningsfulde skoler og skolebygninger - faktisk har hele kvarteret være omdrejningspunktet for byens ry for at være en "skoleby". Dog er det kun Th. Langs Skoler, der har postadresse på Skoletorvet.

Oprindeligt var der ikke noget torv her, men kun et gadeforløb. Det var Estrupsgade, som fra 1871 kom til at gå fra banegården og skråt ned til Nygade og til den senere Hostrupsgade. Et markant brud på byens rektangulære gadenet.

Efterhånden som en række skolebygninger skød op, var der god basis for at kalde pladsen mellem bygningerne for "Skoletorvet", hvilket skete på et kommunalbestyrelsesmøde 13. august 1896. Ved samme lejlighed fik "Nygades forlængelse" navnet Skolegade.

Den mest markante (og første) bygning på Skoletorvet er Th. Langs lidt monumentale hovedbygning mod syd, der da den blev bygget i 1886 var fritliggende og rummede alle skolens funktioner. Den er tegnet af Anton Rosen og markerer starten på et samarbejde, der varede helt frem til 1924. Rosen stod således for alle skolens byggearbejder, hvilket stadig kan ses i kvarteret.

Mod vest opførte Håndværkerforeningen i 1888-89 Silkeborg Tekniske Skole (fra 1976-1993 Medborgerhuset, i dag Kastanjehuset, lokalpsykiatri).

På nordsiden af pladsen og i hjørneejendommen ved Hostrupsgade havde Kirkeskovs Realskole og Silkeborg Seminarium til huse - før de flyttede lidt længere ned ad Skolegade. Til venstre i husrækken ses endnu en af Anton Rosens markante bygninger, som også blev opført i 1886.

På Skoletorvets østlige side opførte Højskoleforeningen i 1899 Højskolehjemmet, der også rummede et hotel. Foreningen benyttede bygningen til foredrag, musik, sang og gymnastik m.m. Fra 1933 blev der drevet hotel i bygningen. I 1968 blev den overtaget af Th. Langs Skoler, som her indrettede kostafdeling for piger. Siden 1978 har Galerie Moderne holdttil i bygningen.

På Skoletorvet stod en af byens mange offentlige vandposte, som forsvandt da vandværket blev taget i brug i 1905.

Skoletorvet er omlagt adskillige gange, f.eks. har der været gade tværs over pladsen med grønne beplantede arealer på hver side.

Ved omlægningen af Skoletorvet i 1931 blev diagonalvejen over torvet sløjfet og erstatte af et lille anlæg med græsplæne og blomsterrabatter. På midten blev pladsen forsynet med Ørnebrønden, udført af Hugo Liisberg. Der var en del utilfredshed med at, der dermed forsvandt en del parkeringspladser.


Beliggenhed: Skoletorvet er beliggende i Silkeborgs midtby.