Theodor Adler Lund

Theodor Adler Lund (1841-1898) var søn af sognepræst Caspar Wolder Vorndran Lund og Nicoline Henriette Adler. Han blev født i Vigerslev Sogn på Fyn og gift med Caroline Mathilde Adelgunde Werrenrathi 1870.

Adler Lund blev cand. jur. i 1867 og var derefter ansat i Justitsministeriet frem til sin udnævnelse i Silkeborg. Han blev Ridder af Dannebrog i 1894.

Adler Lund var Silkeborgs anden birkedommer og efterfulgte Georg Vilhelm Louis Drechsel. Efter sin tiltrædelse 30. november 1886 ønskede han ikke at overtage forgængerens bolig og opførte en bolig med kontorer på den nuværende adresse: Christian 8.s Vej 2B. (Søndergade 45).

Adler Lund virkede i 11 år i dobbeltembedet som birkedommer og formand for kommunalbestyrelsen. Han var en frisindet mand og i sin forholdsvise kortvarige embedsperiode var han meget afholdt i byen - i modsætning til sin forgænger, som der ofte var et spændt og ufordrageligt forhold til.

Han kom til byen på et tidspunkt, hvor de politiske bølger gik højt, men han forstod at påtage sig rollen som mægler mellem de stridende parter.

Efter hans død i 1898 skænkede kommunalbestyrelsen familien et gravsted og hædrede den afdøde med en mindesten på kirkegården.

Th. Adler Lund efterfulgtes af P. C. Stemann Rosenørn.

Adler Lunds Gade i Sydbyen har navn efter Theodor Adler Lund.

Senest ændret 5. december 2010 kl. 20:07