Vejlsø

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Vejlsøhus med Vejlsø i baggrunden, 1945

Vejlsø er en del af Gudenå-systemet og indgår i fællesbetegnelsen "Silkeborgsøerne".

Omkring Vejlsø

Vejlsø ligger lige syd for eller i udkanten af Silkeborg. Den er omkranset af Kobskov, Myrehoved, og mod sydvest af Horsensvej. Det betyder, at den har et stort opland hovedsagligt bestående af skov fælles med Almind Sø og Vejlbo Mose.

Ved søens nordøstlige bred ligger det store bygningskompleks med park, som under navnet Silkeborg Sanatorium blev opført i 1903 af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse.

1. februar 1959 blevet hele området overtaget af Åndssvageforsorgen, som her indrettede anstalten Vejlsøhus. I forbindelse med at beboerne blev flyttet ud i mindre enheder overtog Silkeborg Kommune bygningerne 1. november 1987. Vejlsøhus blev formelt nedlagt med udflytningen af de sidste beboere i efteråret 1990. Derefter begyndte Ferskvandscentret at flytte sine aktivitetersine aktiviteter her til. AQUA Ferskvands Akvarium blev bygget i årene 1992-93 af Ferskvandscentret og åbnede i juni 1993. I tilknytning til centret findes desuden institutioner som Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fiskeriundersøgelsers Afd. for Ferskvandsfiskeri.

Den rekreative værdi af området omkring Vejlsø er stor på grund af den bynære beliggenhed.

Vejlsø er på det dybeste sted – ca. midt i søen 3,5 m. dyb og langs med bredderne mellem 3,2 og 3,5 m. dyb.

Den nærliggende vej Vejlsøvej har navn efter søen.

Søens tilløb

Vandtilførslen sker fra den rene Almind Sø i den vestlige ende via Fårbæk og fra den sure og brunvandede Vejlbo Mose mod nordvest, som afvander Lyngsø.

Vejlsø er forbundet med Brassø via en uddybet kanal. Tilstanden i Vejlsø påvirkes derfor i nogen grad af vand, der strømmer ind i søen fra Brassø.

Navnet "Vejlsø"

Navnet ”Veilsøe” optræder første gang på Videnskabernes Selskabs kort fra 1781 og i Markbogen fra 1791 ses ”Veiel Sø”. Forleddet er substantivet ”vejle” i betydningen vadested eller lavt vand, og sigter sikkert til, at der her har været passagemulighed.

Fakta:

  • Vandsystem: Gudenå Syd
  • Oplandsareal: 5 km2
  • Areal: 12 ha.
  • Middel vanddybde: 3 m.
  • Maksimal vanddybde: 3,5 m.
  • Volumen (mio. m3): 0,36
  • Vandets opholdstid (år): 0,1616