5. maj 1945

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Lørdag 5. maj 1945 kl. 8 var kapitulationen officiel og besættelsen slut. Her fortsætter vi, hvor vi slap i går, med uddrag af de lokale avisers dækning af de historiske begivenheder på Torvet og i byen. Journalister og typografer havde som nævnt arbejdet hele natten for at have en morgenavis klar. Derefter gik de igang med at lave “befrielsesavisen”, som udkom til normal tid om eftermiddagen.

Fredens dag

For mange blev natten mellem 4. og 5. maj én lang fest, som blot fortsatte på Torvet kl. 8 med den officielle markering af kapitulationen. Den var der forståeligt nok ingen, der ville gå glip af og det en begivenhed, der har fæstnet sig i de flestes hukommelse. Vi vender os først mod Socialdemokraten, som har denne indledning til sin dækning af “fredens dag”. “Var der begejstring i Silkeborg i aftes, da fredsbudskabet indløb til byen, så kender den lykkefølelse, som besjælede alle silkeborgensere fra morgenstunden i dag, slet ingen grænser. Efter en lykkelig nat vågnede byen op til en dag så strålende som aldrig tidligere, og fra den årle morgenstund vajede dannebrogsflagene fra samtlige byens flagstænger, smykkede vinduerne i private hjem og i forretninger, og adskillige af byens forretningsfolk havde benyttet de sene nattetimer til at arrangere stemningsbetonede vinduesudstillinger, som i højeste grad bidrog til at klæde byen i festdragt.”

Ti-tusindtallig menneskeskare

“Der var ingen morgensure ansigter på gaderne, mennesker som aldrig før havde hilst på hinanden, hilste hinanden godmorgen med et lykkestrålende ansigt og ønskede hinanden “tillykke”. Der var en jubel uden lige, og da klokken nærmede sig 8, begyndte en tusindtallig strøm af mennesker, børn og unge, ynglinge og ældre mennesker, mænd og kvinder at strømme op mod Torvet, hvor der hurtigt var samlet en ti-tusindtallig menneskeskare med næsten lige så mange dannebrogsflag. Det var et festligt syn at overvære, og gruppevis fordrev den store menneskemængde tiden til kl. 8 med afsyngelse af danske sange. Lidt før kl. 8 mødte Silkeborg Borgerværns mandskab [erstatningen for politiet i den politiløse tid] op i fuld uniform foran rådhuset og stillede op til parade. Da klokken manglede et par sekunder i 8, gjorde korpset stram honnør med front mod kirken og den kæmpemæssige menneskemængde.”

Friheden ringes ind

Vi fortsætter med reportagen i Silkeborg Avis: “Alles blik var rettet mod kirketårnet, hvorfra klokkerne kl. 8 skulle ringe friheden ind. Da klokken slog 8, udbragte kommunaldirektør Elbro fra rådhusets trappe et “Danmark leve”, der blev besvaret med gjaldende hurraråb og “Der er et yndigt land”. Næppe var tonerne døet hen, før alle byens kirkeklokker begyndte at ringe. Det var et gribende øjeblik, endelig lød de toner, der officielt forkyndte, at det ragnarok, der har redet verden som en mare i de sidste 5-6 år, nu stod foran sin afslutning.”

Glædesoptog

Derefter blev glædesrusen udløst, næsten som aftenen før, med et glædesoptog gennem byens gader. Socialdemokraten beretter om turen, at “da man i nogle minutter havde påhørt klokkeringningens toner stillede folkemængden op i formation med borgerværnet og tre dannebrogsfaner i spidsen, og så begyndte den glædestrålende march gennem byens gader under folkemængdens jubel.”

Glædesdemonstration Silkeborg Avis skriver videre, at “butikkerne indså snart det formålsløse i at holde åbent. De lukkede, de fleste for hele dagen, andre for nogle timer - fordi indehaverne og deres personale ønskede at tage aktiv del i denne glædesdemonstration. Efter en halv times tid svingede det store tog ind ad Søndergade og kort efter samledes man påny foran byens gamle rådhus. Fanerne blev ført frem foran indgangsdøren, og på 1. sal åbnede borgmesteren et vindue for at tale til den store forsamling.”

Borgmesteren taler

“Som ved et trylleslag blev der stilhed på Torvet. Synligt bevæget trådte borgmester Aaboe Sørensen hen til vinduet og udtalte: Så kom endelig den dag, som vi har set hen til i flere år.” Borgmesteren sendte derefter kongen en hilsen, hvilket affødte taktfaste hurraråb ud over Torvet og han sluttede sin tale med igen at opfordre alle til at opretholde ro og orden. Derefter udbragte han et “Danmark leve”, som ifølge Socialdemokraten betød, at “atter rungede hurraråbene ud over Torvet, og så kvitterede folkemængden spontant med at udråbe et trefoldigt “Borgmesteren leve”. Medens kirkeklokkerne stadig lod deres malmrøster lyde ... blev silkeborgenserne endnu stående i tæt fylkning, og først da de sidste klokkeslag havde lydt begyndte den kæmpemæssige folkemængde langsomt at spredes.”

Ingen musik

Silkeborg Avis slutter sin reportage med, at konstatere, at “man kunne have ønsket sig lidt sol over dette enestående sceneri og hvor var musikken henne?” Og det er da ganske rigtigt. Ingen af byens mange musikere havde tilsyneladende tænkt på at få stablet et orkester på benene til at deltage i fejringen af denne historiske dag. Det kom først ved festlighederne senere på måneden og resten af sommeren.

Ud i byen

Silkeborg Avis satte sig derefter for at undersøge, hvad der rørte sig ude i byen. “Ved middagstid var størsteparten af forretningerne lukket, og de fleste virksomheder lå stille. Flere havde endog besluttet at indstille arbejdet i tre dage.” Hvad der derimod ikke var lukket pga. glæde, var byens forskellige institutioner. “Det mest ejendommelige og måske tillige det mest gribende var fangernes glæde i Silkeborgs arrest. Der vil dog ikke blive afholdt nogen festlighed for fangerne, førend direktoratet giver besked derom.” På sygehuset var lettelsen til gengæld stor. I flere dage havde man “haft alt klart til beredskab 1, dvs. til katastrofesituation … og patienter gjort klar til at sendes hjem for at skaffe plads. Da nerverne således har været på højkant de sidste dage, føltes lettelsen så meget større.” Derefter får vi at vide, at sygehusets befrielsesdag begyndte med at sygeplejerskerne sang for patienterne og at “højtalerne stod åbne og lod alle patienterne få nyhederne samtidig. I formiddags blev der serveret varme boller til alle, og til middagen bliver der dessert.” På De gamles Hjem på Sanatorievej fandt “plejemor” et stort nyt flag frem fra gemmerne, hvorefter “så mange af de gamle, som kunne det, samledes på græsplænen sammen med plejerskerne.” Her blev der sunget forskellige nationale sange og man sluttede af med et “Leve Danmark”. Om eftermiddagen blev dagen fejret med en fest i salen, hvor pastor Gram talte og der igen blev sunget fædrelandssange. Men vigtigst af alt, så blev der serveret “rigtig kaffe uden det mindste stænk af erstatning og dertil lagkage.” Hvem der sådan kunne trylle kaffe frem fra gemmerne, melder historien dog ikke noget om.

Politi og frihedskæmpere

Begge aviser var helt enige om, at formiddagens vigtigste begivenhed var politibetjentenes tilbagevenden. De blev hilst med jubel af den folkemængde, der havde samlet sig ved politistationen. “På stationen fik [betjentene] udleveret meget moderne karabiner, hvormed de straks begyndte patruljeringen gennem byens gader.” Ellers indgik også de lokale frihedskæmpere i bybilledet, som det noteres i Silkeborg Avis. De “har fra tidlig morgen udvist en meget livlig aktivitet. Da timen var inde var de klar på deres poster … De bar det hvide armbind med påtrykket “Frihedskæmper”, og i de kommende dage er det meningen, at de sammen med politiet skal varetage opretholdelse af ro og orden.”

Ro og orden

Aviserne vælger at fokusere på alt det glædelige på denne vidunderlige frihedsdag. Vi får dog en svag fornemmelse af, at der lurer noget under overfladen. De mange opfordringer til at bevare “ro og orden” er helt klart et bevidst forsøg på at dæmpe gemytterne og undgå selvtægt. Alvoren understreges af, at frihedsbevægelsen har sørget for at have højtalervogne klar til at køre rundt i gaderne, “hvorfra der med mellemrum blev oplæst opfordringer til byens borgere om at forholde sig i ro og orden”, kombineret med politifolkenes og frihedskæmpernes synlige og bevæbnede tilstedeværelse i gaderne.

Frihedsrådets Lokalkomité

Modstandsbevægelsen havde i Silkeborg, som over hele landet, organiseret sig med to afdelinger - den såkaldte Byledelse, der var den militære del, og en civil i form af Frihedsrådets Lokalkomité. Socialdemokraten nævner, at “næsten som en forudanelse i aftes havde det lokale frihedsråd for Silkeborg indkaldt til [illegalt] møde, og drøftelserne var netop ved at være tilendebragt, da budskabet om kapitulationen indløb over London Radio. Det bevirkede automatisk, at man genoptog forhandlingerne for at sikre, at hver mand inden for frihedsbevægelsen stod rede til at øve sin gerning, og i løbet af aftenen og natten stod den lokale frihedskomité til stadighed i forbindelse med den militære byledelse for at sikre, at alle mand var på deres poster, og at det intetsteds kom til desperate eller uoverlagte handlinger … ” Man ville med andre ord sikre sig, at de normale samfundsfunktioner uhindret kunne genoptage deres virksomhed. Og at de mennesker, der havde samarbejdet med tyskerne eller på anden vis havde udnyttet situationen, blev arresteret - uden at der blev grebet til selvtægt. Disse skyggesider dukkede dog først for alvor op i avisernes spalter i de efterfølgende dage og uger. Men det kan vi altid vende tilbage til.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv.

Bragt i Midtjyllands Avis: 5. maj 2020