Padborgvej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Padborgvej er opkaldt efter den sønderjyske stationsby Padborg stationsby beliggende i Aabenraa Kommune. Byen opstod efter grænsedragningen i 1920 omkring jernbanestationen, som er den sidste station inden den dansk-tyske grænse. På grund af sin placering er Padborg Danmarks største transportcenter med 3000 arbejdspladser inden for transport og spedition.

Efter nederlaget i krigen i 1864 blev Padborg en del af Tyskland og hed frem til 1920 Pattburg. Efter 1. Verdenskrigs afslutning bestemtes det i Versailles-traktaten, at de sønderjyske landsdele skulle genforenes med Danmark 9. juli 1920. Forud herfor var der afholdt en folkeafstemning efter princippet om, at nationale mindretal havde ret til at afgøre, hvilken stat de ønskede tilhøre. Padborg lå i afstemningszone 2, hvor der var dansk flertal.

Padborgvej er en sidevej til Eidervej. Den er fødevej eller forbindelsesvej til følgende veje: Buskelundvej, Christiansfeldvej og Kliplevvej.

Gader med Sønderjyske navne

Efterhånden som byen Silkeborg voksede, blev gader og veje samlet i navnegrupper for overskuelighedens skyld. Også ved udstykninger i nyere tid har man såvidt muligt videreført dette princip. Padborgvej indgår i gruppen af gader med Sønderjyske navne, der ligger i Kærsgård-Hvinningdal. I området ved Kærsgårdsvej ligger desuden en række gader med Sydslesvigske navne.


Beliggenhed: Padborgvej er beliggende i Silkeborg, Hvinningdal By.