Silkeborg Papirfabrik anlægges

Nytårsdag 1845 blev det første papirark fremstillet på Silkeborg Papirfabrik. En stor bedrift der her blev markeret. Papirfabrikant, Michael Drewsen, og hans arbejdere havde på mindre end ni måneder opbygget et fabriksanlæg - piloteret og gravet, brændt mursten og bygget fabriksbygninger, gravet en kanal til at lede vandet og fået installeret papirmaskineriet. Samtidig var der blevet sørget for kost og logi til arbejderne. Og så i det øde Midtjylland.

Godsinspektørens planer

Det hele begyndte med, at J. C. Drewsen og hans to sønner, Christian og Michael Drewsen, der ejede og drev Danmarks førende papirfabrik, “Strandmøllen” ved Mølleåens udløb i Øresund, hørte om nogle planer for området ved den kongelige hovedgård ved Silkeborg. En forsømt og afsidesliggende egn der i den grad trængte til udvikling.

Planerne var udarbejdet af kongelig godsinspektør Jacob Hornemann Bindesbøll, der var bosiddende i Skanderborg og blandt andet var ansvarlig for administrationen af hovedgården og dens jorder.

Indstilling til Rentekammeret

Ganske få måneder efter, at Christian 8. var blevet konge havde Bindesbøll i marts 1840 fremsendt en indstilling til Rentekammeret i København, der varetog rigets økonomiske og materielle anliggender. Meget fremsynet pegede den lokalkendte embedsmand på, at “ikke et sted i hele landet egner sig således til fabriksanlæg som just Silkeborg. Her er vand i overflødighed … og den rige vandstrøm kan afbenyttes til at drive 5 à 6 forskellige værker”.

Han havde dog også blik for noget andet “som ville bringe fordel … for en stor strækning af denne fattige og lidet begunstigede egn” … nemlig … “anbringelse af nybyggere på Silkeborg grund, der gaves tilladelse til handel”.

Med andre ord, at der udover etablering af en fabrik også skulle anlægges en handelsplads på stedet.

I syltekrukke

Forud for fremsendelsen havde Bindesbøll ført en indgående korrespondance med sin onkel, Jonas Collin, der var en af de mest indflydelsesrige embedsmænd i enevældens sidste årtier. Han havde givet nevøen gode råd og anvisninger, så projektet lettere kunne glide igennem bureaukratiet på Slotsholmen.

Modtagelsen var dog ikke ubetinget positiv. I Rentekammeret var man ikke tilhængere af forandringer og nye idéer. Desuden havde Collin i mellemtiden trukket sig tilbage og kunne derfor ikke medvirke til at fremme sagen.

Den blev sendt til udtalelse hos forskellige underordnede myndigheder, som alle synes at have været mere eller mindre uinteresserede. Den røg med andre ord i syltekrukken og dermed gik tiden.

Kongen interesseret

Bindesbølls idéer havde imidlertid fanget kongens interesse. Sikkert ikke helt tilfældigt valgte denne i sommeren 1840, på sin første rejse til Jylland som konge, at lægge vejen forbi Silkeborg og tage ophold på hovedgården i fem dage. Han besigtigede samtidig sine store skovarealer og det var under dette besøg, at han sikrede, at Himmelbjerget blev folkeeje.

Familien Drewsen fyr og flamme

Drewsen & Sønner var også fyr og flamme. De søgte efter ekspansionsmuligheder for deres fabriksdrift og havde længe kendt til Gudenåens kraftfulde løb.

Allerede i 1835 havde J.C. Drewsens yngre halvbror, A.L. Drewsen, været ved Silkeborg under en rejse rundt i Jylland (sammen Jonas Collin og Jacob Hornemann Bindesbøll). Og han havde efterfølgende fortalt vidt og bredt om den betydelige vandkraft i Remstrup Å.

A.L. Drewsen var gift med Jonas Collins datter, så ved familiesammenkomster er resten af familien Drewsen givetvis blevet præsenteret for Bindesbølls visionære planer og stedets muligheder. Og lige så vigtigt - via A.L. Drewsen eller Jonas Collin kom de i direkte kontakt med Bindesbøll.

På besigtigelsestur

I maj 1843 var J.C. Drewsen og sønnen Christian på rejse til Jylland og lagde (naturligvis) vejen forbi Silkeborg. Få uger senere tog også Michael Drewsen på besigtigelsestur.

De synes alle at have været begejstrede for, hvad de så. For henover efteråret 1843 førte de forhandlinger med Rentekammerets embedsmænd om tilladelse til at etablere sig ved Silkeborg.

Tilladelsen i hus

Det hele faldt på plads 16. februar 1844. Da fik papirfabrikanterne på Strandmøllen overbragt den kongelige tilladelse til at råde over et grundstykke på den østlige side af Remstrup Å og ret til at udnytte størstedelen af åens vandkraft.

De forpligtede sig til gengæld til at bygge fabrikken og sætte den i drift inden, der var gået to år. Lykkedes det ikke, ville alt være tabt.

De fik enkelte bygninger med i “købet”: blandt andet en vandmølle og et teglværk.

Brødrene Drewsen fik udstedt et såkaldt arvefæsteskøde (det kom dog først i hus 16. juni 1845). Det betød, at de kun skulle betale en årlig afgift for at bruge og benytte stedet. En tidlig form for erhvervs- og egnsudviklingsstøtte kan man vel kalde det.

I en efterfølgende polemik pegede flere industrifolk da også på, at det var alt for favorable vilkår. De mente, at sagen skulle have været “sendt i udbud”. Og det havde de jo nok ret i.

Afrejse i april

De to Drewsen-brødre handlede derefter hurtigt. Michael Drewsen påtog sig i første omgang opgaven at “udvandre” og etablere den ny fabrik. Allerede i begyndelsen af april 1844 var han klar til afrejsen og havde samlet omkring 30 håndværkere i sit nærområde. De var alle parate til at rejse med ham til det næsten ukendte og øde Midtjylland.

Med dampskib til Aarhus

Som noget nyt kan det konstateres, at Michael Drewsen og hans folk sejlede fra København til Aarhus 10. april kl. 6 om morgenen med den supermoderne hjuldamper Iris. Den var indsat på ruten i 1842 og var den eneste, der på den tid sejlede mellem København og Aarhus .

At det er den afgang, Drewsen valgte til sig selv og sine folk, kan ses af en oversigt over “Ankomne fra København” i Aarhus-Stifts-Tidende fra 11. april. Her optræder “Fabrikant Drewsen til Silkeborg” blandt de navngivne passagerer.

På første klasse

Når han nævnes ved navn, er det, fordi han rejste på første klasse, hvor han har kunnet nyde turen i en velindrettet og opvarmet salon.

Det er ikke til på denne baggrund at afgøre, om hans kone, Amalie Drewsen, og de to børn var med på rejsen.

A. L. Drewsen nævner i sin dagbog, at fru Drewsen havde fortalt ham, at de i de første fjorten dage måtte nøjes “med det hvedebrød, hun havde indkøbt i Nyborg på rejsen til Silkeborg” - så enten er dette en erindringsforskydning eller også kom hun og de to børn til Silkeborg via Fyn.

Dækspassagerer

Det nævnes også i avisen, at der ombord på Iris befandt sig “en del håndværkssvende”, som må formodes at være Drewsens folk. Deres rejse var dog ikke helt så bekvem.

De var som “dækspassagerer” henvist til at opholde sig udendørs under sejladsen, hvilket sikkert var en kold omgang. Den forudgående afgang fra København var faktisk blevet aflyst, fordi “renden, man havde hugget på Københavns red, var atter blevet fyldt med is”.

Videre til Silkeborg

Vel ankommet til Aarhus fortsatte de på en strabadserende tur til Silkeborg. Vejmand Peder Hansen erindrer senere om turen: “Vi kom så tidligt til Aarhus, at vi ... kunne få vore sager læsset på vogne og [dagen efter] kørte vi til Silkeborg. Rejsen fra Aarhus til Silkeborg varede en hel dag. Der var jo ingen landeveje. Vi kørte ad sogneveje fra by til by.”

Vogntoget med folkene og al deres habengut må have lignet en gruppe nybyggere på vej til et nyt liv i det vilde vesten, sådan som man ser det på film.

Vi ved ikke, hvordan Michael Drewsen kom til Silkeborg, men han har givetvis hyret vogn og heste og er kommet betydeligt hurtigere og mere behageligt frem.

Ankomst til Silkeborg

Vejmanden fortsætter: “Vi kørte ind i... [Silkeborg Hovedgård], som så noget tarvelig ud. Hovedbygningen havde tagsten, men de tre andre længer ... var den gang tækket med strå.”

Derefter fik alle folkene besked på at indrette sig: “Den store lade blev indrettet til kaserne for alle håndværkere og arbejdere - tømrerne i et rum, murerne i et andet og håndlangerne i et tredje.” Efter kort tid var også gårdens udlænger indrettet til beboelse for arbejderne og deres familier.

Omfattende byggearbejder

Ret hurtigt efter ankomsten gik arbejdet med at få rejst bygningerne i gang. Og ganske belejligt rådede Drewsen jo over et lille teglværk.

Det har været besværligt og hårdt arbejde. Der måtte rekrutteres lokale håndlangere til de medrejsende ca. 30 håndværkere, således at man kom op på en arbejdsstyrke på omkring 80.

Der hvor fabriksbygningen skulle opføres var der næsten bundløs mose, så det var nødvendigt med kraftig pilotering - fuldstændig som vi ser det ved dagens byggeri på åens modsatte bred.

Peder Hansen fortæller: “Der blev nedrammet tre rækker bøgepæle under alle ydermure og to rækker under skillerummene. Bøgepælene kom oppe fra Vesterskoven, og skovrider Nyholm sørgede for leveringen af dem.”

Rejsegilder

I juli 1844 kunne der holdes rejsegilde på fabriksbygningen. Og på Michael Drewsens fødselsdag, 15. oktober, holdt man rejsegilde på den sidste del af byggeriet - bl.a. en smedje og den kanal, der skulle lede vandet ind til fabrikken.

Man havde også fået bygget et hus til fabriksmesteren og en længe med lejligheder til arbejderne og deres familier. Ganske imponerende, må man sige.

Toldfri papirmaskine

Der skulle også indkøbes og installeres en papirmaskine på den nye fabrik. 18. oktober 1844 indsendte brødrene derfor en ansøgning til Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet, der tog sig af rigets finansielle anliggender samt sager vedr. handel, fabriks- og industridrift.

De bad her om tilladelse til toldfrit at importere maskinen med alt nødvendigt tilbehør, fordi de “for at komme i besiddelse af de bedste [maskiner] af ganske ny konstruktion, som ikke førhen har været kendt her i landet,” havde tænkt sig at importere den fra England.

De begrundede ønsket om toldfrihed med, at de jo allerede havde investeret en betydelig kapital i foretagendet, og at dette jo allerede havde bidraget til at vække liv og virksomhed på egnen. De havde nok hørt om, at der nu var nedsat en kommission, der skulle planlægge etableringen af en handelsplads på stedet.

Det første ark

Brødrene fik den ønskede toldfrihed og i oktober blev det dyrebare maskineri fragtet fra Randers på store pramme op ad Gudenåen. Samtidig kom der “mandskab til at opstille dem,” som Peder Hansen fortæller os. Dermed var alt på plads og det var virkelig en stor dag, da det store vandhjul kunne sættes i gang, maskinerne begynde at køre og det første ark papir blev spyttet ud i den anden ende.

Nybyggerbyen

Der gik altså mindre et år, før fabrikken var i drift. På mindre et år var der ansøgt om tilladelse til at opføre en fabrik, udflytningen var planlagt og alt var realiseret.

Anderledes forholdt det sig med gennemførelsen af den anden del af Bindesbølls planer - anlæggelsen af en handelsplads.

Det tog betydeligt længere tid, før man kunne tale om en egentlig bymæssig bebyggelse på åens vestre bred. Det var en noget større udfordring. At planlægge, befolke og etablere en ny by med rets- og politimyndighed og en lokal administration - endda i en tid med et gryende folkestyre.

Af Lis Thavlov Arkivleder, Silkeborg Arkiv

Bragt i Midtjyllands Avis: 18. januar 2020.