Strynøvej

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Strynøvej er opkaldt efter Strynø, som ligger i det Sydfynske Øhav, syd for Tåsinge mellem Langeland og Ærø. Øen dækker et areal på 4,88 km² og har 216 indbyggere. Der er færgeforbindelse fra Rudkøbing. Midt på øen ligger Strynø by med ca. 120 ejendomme. Her ligger også kirken, som er opført i 1867. Øens vigtigste næringsvej har altid været landbruget. Derudover udviklede søfarten sig i løbet af 1800-tallet til øens anden store indtægtskilde. De mange skipperhuse i Strynø by er synlige resultater af denne glansperiode. Strynøs højeste punkt er 10 m.o.h., og øen er omgivet af lave diger, der beskytter de yderste marker mod oversvømmelse ved højvande.

Strynøvej ligger i et kvarter ved Funder Bakke, hvor gaderne har navne efter øer i danske bælter og sunde.

Strynøvej hed før gadenavnereguleringen i oplandet i 1969 Højmarksvej.


Beliggenhed: Strynøvej ligger i Silkeborg, Funder By.